
Tidligere borgmester død
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Curt Nielsen, der i tyve år var borgmester i den tidligere Give Kommune, er død. Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der i dag mandag bringer familiens mindeord.
Curt Nielsen døde den 4. maj, blot 12 dage før sin 90-års fødselsdag, efter hans Parkinsons-sygdom blev forværret.
Han var fra 1978 til 1997 borgmester i Give Kommune valgt på en borgerliste, som han repræsenterede i mere end 40 år. Først i 1962, da han blev valgt ind i Gadbjerg Sogneråd, siden i 1970, da han blev byrådsmedlem i Give Kommune. I 1974 blev han efter valget viceborgmester.
Familien skriver, at han var et politisk menneske, der dog ikke mente, at partipolitik hørte hjemme i kommunalpolitik.
– Han blev en af fadderne bag borgerlisterne og blev også landsformand herfor, skriver familien om Curt Nielsen, der var med til at stifte foreningen Lokallisterne i Danmark og blev dens første formand.
Da karrieren i kommunalpolitik var slut i 1997, fortsatte han sin politiske karriere i Vejle Amtsråd, hvor han i fire år sad på sin egen personlige enmandsliste.
Curt Nielsen blev født ind i en slagterfamilie, og sideløbende med den politiske karriere drev han en slagterforretning med sin kone Else. Han var også aktiv i det fagpolitiske i form af mere end 20 års formandsskab for Vejle & Omegns Slagtermesterforening og 15 år som næstformand for Danske Slagtermestre.
Han efterlader sin hustru, deres to børn, fem børnebørn og fem oldebørn. jki@kl.dk