
Mens vi stadig venter på valget
tekst Tom Ekeroth
Lars Løkke Rasmussen var første gang på KL's delegeretmøde for 33 år siden, og han er formodentlig stadig en af de ministre, der føler sig bedst tilpas overfor en gigantisk forsamling af kommunalpolitikere. Selvfølgelig var statsministeren klar over, hvor meget der snakkes valgdato, og han jokede med, at han også glædede sig til at komme til næste år med regeringens hilsen. Og så var der ellers ros:
– Jeg har en kæmpe respekt for jeres arbejde. Jeg var her for første gang for 33 år siden. Der er stor uenighed i valgårene, men masser af samarbejde ind imellem, sagde Lars Løkke Rasmussen, der også kaldt det en "kontrasternes dag", for statsministeren skulle videre til Brexittopmøde.
Men selv om Lars Løkke Rasmussen rutineret gled af på valgdatoen, var der alligevel meget valg i hans tale, der udover ros for og opfordring til samarbejde om det nære sundhedsvæsen, handlede meget om opnåede resulater: ghettoplan og infrastrukturplan og håbet om at få sundhedsreformen på plads. Den er tydeligt hjerteblod for ham og måske noget af det, han kan allerbedst. Han sagde:
– Vi har større forventninger til jer. I dag er der kommuner, som har tre gange flere indlæggelser, end der burde være. De lokale tilbud skal være bedre, og det er et samarbejdsprojekt.
Noget overraskende dukkede valgkampen så tydeligt op i talen, da statsministeren fremhævede regeringens forslag som det mere ambitiøse, og han kritiserede også oppositionens forslag på sundhedsområdet:
– Hovedformålet er at styrke det helt næresundhedsvæsen – hvordan man kan få det til at blive centralisering er mig en gåde, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Og så havde han lige et lidt ikke uventet løfte til efter et valg:
– Udligningssystemet vil vi gerne rette op på. Det er en bunden opgave for et nyt folketing. tek@kl.dk