Borgmester sygemeldt på ubestemt tid
tekst Rudi Holm
Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl (V), har siden tirsdag været indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Erik Buhl fik i forbindelse med en lægeundersøgelse konstateret et for højt indhold af kalk i blodet, ligesom nyretallene er for høje.
Tallene er nu tæt på det normale, men Erik Buhl er fortsat indlagt, mens lægerne forsøger at finde en årsag.
- Det er en meget mærkelig fornemmelse at gå fra rask til syg på ti sekunder, men jeg er glad for, at det blev opdaget i tide, og jeg er imponeret over den måde, vores sundhedssystem fungerer på. Jeg håber, jeg snart er tilbage på fuld kraft, siger Erik Buhl i pressemeddelelsen.
Erik Buhl er sygemeldt på ubestemt tid. Viceborgmester Anders Linde (V) tager over, mens Erik Buhl er sygemeldt.
– Det er en kedelig situation, Erik er endt i, men jeg har besøgt ham på sygehuset og er glad for at mærke, at han er ved godt mod. Som altid er han ivrig efter at komme i arbejdstøjet. Vi glæder os rigtig meget til at se ham tilbage i fuldt vigør, siger Anders Linde i pressemeddelelsen.
62-årige Erik Buhl har været borgmester i Varde siden 2014. ruh@kl.dk