
Nyborg-sag sætter principiel grænse for kontrol af ansatte
tekst Rudi Holm
Nyborg-sagen, hvor en skoleleder og skolesekretær blev videooptaget i det skjulte for at tjekke datasikkerheden, ser ud til at blive en stærkt principiel sag, som kan få stor betydning for, hvor grænsen for kontrollen af offentligt ansatte skal gå.
Nyborg Kommune og KL på den ene side og Lærernes Centralorganisation (LC) og Skolelederforeningen på den anden side har i nogen tid forsøgt at forhandle en løsning, men har måttet opgive at nå til enighed om, hvad konsekvenserne af sagen skal være. Sagen videreføres nu i næste instans mellem KL og Forhandlingsfællesskabet.
LC og Skolelederforeningen mener, at der er sket brud på en gældende aftale "Aftale om kontrolforanstaltninger", og at kommunen må pålægges en bod. Nyborg Kommune og KL mener omvendt, at kommunens institutioner og medarbejdere var informeret om indsatser i forbindelse med datasikkerhed.
– Vi har intet ønske om at trække denne sag i langdrag. Vi er overbeviste om, at der er begået aftalebrud. At kommunen beklager overfor de berørte, ændrer ikke på, at man har brudt den aftale, der gælder, siger formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.
Skolelederforeningen er en af organisationerne i Forhandlingsfællesskabet, og ifølge Claus Hjortdal er Nyborg-sagen helt principiel.
– Og hvis man skal finde noget godt at sige om den, må det være, at man over alt i kommunerne nu er opmærksomme på at håndtere kontrol af datasikkerheden på en ordentlig måde, siger han til Fyens Stiftstidende.
Ifølge juridisk chef i KL, Pernille Christensen, satser KL på, at parterne finder en løsning, alle kan være tilfredse med. ruh@kl.dk