
Digitalt udlån boomer
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Brugen af digitale bibliotekstilbud er i kraftig vækst, og folkebibliotekerne er fortsat de mest besøgte kulturinstitutioner i Danmark. Det og meget mere viser Slots- og Kulturstyrelsens publikiation "Folkebiblioteker i tal 2018", der bliver offentliggjort i dag.
Folkebibliotekerne er stadigvæk de mest besøgte kulturinstitutioner i Danmark, og der bliver fortsat afholdt et stigende antal arrangementer rundt omkring på landets biblioteker, der åbner op for viden og læselyst, og som tiltrækker en bred målgruppe.
Rigtig mange af bibliotekernes brugere kommer fortsat oftest for at låne bøger, men færre tager de fysiske bøger med hjem – til gengæld steg udlånet af e-bøger og netlydbøger i 2018 med hele 26 procent.
Udlånet af fysiske bøger udgjorde i 87 procent af det samlede bogudlån på landets biblioteker.
Ansigt til ansigt
Fungerende Kulturminister Rasmus Prehn (S) glæder sig over, at danskerne i stor stil bruger bibliotekerne.
– Hvis der er et sted, hvor vi alle har fri og lige adgang til litteratur, viden, læring og oplevelser, så er det på landets folkebiblioteker. Og når man ser på de høje besøgstal, så vidner det om, at rigtig mange danskere er glade for bibliotekerne og de mange digitale tilbud, som bibliotekerne udbyder, siger kulturministeren.
Han understreger at det fysiske møde er vigtigt i en digital tid, og der spiller bibliotekerne en vigtig rolle.
– Vi lever i en verden, der bliver stadigt mere digital, men vi skal også huske at mødes ansigt til ansigt og finde sammen i fællesskaber. Dér spiller bibliotekerne også en vigtig rolle. Bibliotekerne stiller ikke kun materialer til rådighed for den enkelte persons læseoplevelser, men samler også folk, sætter gang i samtaler og afholder arrangementer, læseklubber og andre fællesskaber, som er drevet af fælles interesser og passioner, siger Rasmus Prehn.
Publikationen ”Folkebiblioteker i tal” er baseret på bibliotekernes indberetning til Danmarks Statistik, borgernes svar i den nye kulturvaneundersøgelse og bibliotekernes svar i Slots- og Kulturstyrelsens årlige spørgeskemaundersøgelse "Biblioteksbarometer for folkebiblioteker".
Læs rapporten ”Folkebiblioteker i tal 2018” (pdf)
Læs centrale pointer fra rapporten (pdf)
Bibliotekerne i tal
• Der var 37,6 millioner besøgende på landets folkebiblioteker i 2018.
• 43 procent af danskerne svarede i Kulturvaneundersøgelsen for 4. kvartal 2018, at de havde besøgt et bibliotek inden for de seneste tre måneder.
• 29 procent af danskerne havde i samme periode benyttet bibliotekernes digitale tjenester som for eksempel eReolen og Filmstriben.
• Der blev udlånt 24,4 millioner fysiske bøger på landets biblioteker i 2018.
• Fysiske bøger udgjorde 82 procent af det samlede fysiske udlån i 2018, hvilket er 6 procentpoint mere end i 2015.
• Der blev læst og lyttet til 3,8 millioner e-bøger og netlydbøger i 2018.
• Der blev afholdt 24.316 arrangementer på landets biblioteker i 2018, herunder en del med fokus på litteratur.
• Der blev afholdt 1.809 læseklubber i 2018 på landets biblioteker.
Publikationen udgives for første gang siden 2016 og er tidligere udkommet i 2013 og 2014. Grundet manglende statistik på biblioteksområdet ved overgangen til det Fælles Bibliotekssystem, blev rapporten ikke udgivet i 2016 eller 2017.