
Formand for børne- og kulturcheferne: Nej til minimumsnormeringer, ja til uddannelse
tekst Thomas Kokholm Nielsen
På årsmødet i Børne- og Kulturchefforeningen torsdag tog formand Anne Vang afstand fra ideen om ens minimumsnormeringer for antallet af voksne per barn i landets daginstitutioner.
– Vi er forskellige i kommunerne. Og det har en betydning for, hvad et dagtilbud koster at drive. Vores demografiske sammensætning er forskellig. Vores bygningsmæssige forhold er forskellige. Vores personalesammensætning er forskellig. Vi har forskellige typer af sociale normeringsmodeller. Vores lønniveauer er forskellige. Det er ikke let at lave en model, der giver mening for alle. Det er heller ikke let at lave en model, som ikke skævvrider de valg, der er truffet i vores kommuner, sagde formand Anne Vang i sin beretning.
Hun er til daglig Børne- og Kulturchef i Ballerup Kommune. Anne Vang peger på, at minimumsnormeringer kan have uheldige konsekvenser for kvaliteten af ledelsen i institutionerne.
– Vi ved, at god ledelse har en afgørende betydning for kvaliteten. Det duer simpelthen ikke, hvis normeringsmodellen betyder, at nogle kommuner er nødt til at skære ned på antallet af ledere alene for at møde de nye krav i en normeringsmodel, sagde formanden.
Mere uddannelse
Ifølge Anne Vang bør man i stedet fokusere på uddannelsesniveauet hos det pædagogiske personale.
– Forskningen på området er entydig. Pædagogernes kompetenceniveau har en endnu større betydning for kvaliteten for børnene, end normeringen har. Derfor duer det ikke, hvis modellen ender med at betyde, at der skrues ned for antallet af uddannede pædagoger, fordi en pædagog koster mere end en medhjælper, sagde Anne Vang.
På årsmødet havde børne- og kulturcheferne besøg af Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
– I Børne- og Kulturchefforeningen er vi glade for, at vi i det kommende år skal drøfte professionsuddannelsernes kvalitet. Fordi kompetenceniveauet hos vores medarbejdere er så afgørende for den kvalitet, vi er i stand til at levere. Ministeren gav os tidligere i dag vigtige ord med på vejen om vores forpligtigelse som uddannelsessteder. Men det er også helt centralt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet får koordineret deres arbejde med lovgivningsarbejdet i de øvrige ministerier. Har pædagogerne for eksempel viden nok om børns udvikling efter pædagoguddannelsen til at indgå i dagtilbudslovens ambitioner om evalueringskultur og arbejdet med børns progression? Har lærerne efter læreruddannelsen fået tilstrækkelig viden om det praktiskmusiske til at kunne udleve en ambition om styrket praksisfaglighed?, sagde Anne Vang. tkn@kl.dk