
DF vil forhindre at kommuner sparer ældreklippekort væk
tekst Frederik Overby Vinding
En undersøgelse fra Danske Ældreråd viser, at 23 kommuner på næste års budget ikke har afsat penge til klippekortsordningen til plejehjemsbeboere, ligesom 34 kommuner ifølge ældrerådene ikke har afsat penge til klippekortsordningen til de svageste hjemmehjælpsmodtagere.
Men de spareplaner skal stoppes, mener Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl. Hun vil have klippekortet skrevet ind i serviceloven som en rettighed. Det vil nemlig forhindre, at kommunerne kan spare det væk.
– Pengene er givet, men flere kommunerne har valgt at prioritere anderledes. Det synes jeg er brandærgerligt. Klippekortet er en rigtig god ide, som DF har kæmpet for. Det giver de ældre noget selvbestemmelse over eget liv, når de kan vælge en halv times hjælp efter eget ønske, siger Karina Adsbøl, til netmediet Ditoverblik.
Klippekortet blev indført i forbindelse med den såkaldte værdighedsmilliard til ældre, som Dansk Folkeparti og den daværende regering aftalte på finansloven i 2016.
I 2017 og 2018 blev der øremærket 380 millioner kroner til ordningen, men fra 2019 er pengene gået via bloktilskuddene til kommunerne, og dermed har de fået mulighed for afskaffe den.
DF-ordføreren foreslår konkret, at klippekort skrives under servicelovens paragraf 83, som slår fast, hvad kommunalbestyrelsen skal tilbyde af personlig hjælp, omsorg og pleje. Hun har forslaget med under de aktuelle forhandlinger om fordelingen af resterne fra satspuljen, som blev nedlagt sidste år. frov@kl.dk