
Borgmester: Hvis Sjælsmark var kommunalt var det allerede lukket
tekst Frederik Overby Vinding
Onsdag aften blev regeringen og støttepartierne, SF, Enhedslisten og De Radikale enige om, at børnefamilierne på Udrejsecenter Sjælsmark skal tilbydes at flytte til et nyt center senest i april næste år. Det nye center får bedre vilkår for børnefamilierne. Det bliver uden hegn og med mulighed for, at familierne selv kan lave mad.
Det er endnu ikke besluttet, hvor det nye udrejsecenter for børnefamilier skal placeres. Men ifølge Hørsholms borgmester kan det ikke blive inden for kommunegrænsen.
Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.
Der er et højt antal underretninger med bekymringer om børn, som bor på Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm Kommune.
Derfor mener Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), at det er på sin plads, at børnene og deres familier til april kan komme væk fra Sjælsmark. Borgmesteren fortæller, at hvis det stod til ham, så havde man allerede lukket Sjælsmark.
– Havde det været et kommunalt center, ville jeg ikke stå på mål for det. Jeg synes ikke, at regeringen løfter deres opgave ved at have sådan et center, der kan generere så mange underretninger, siger han til Ritzau.
Sidste år fik Hørsholm Kommune 56 underretninger med bekymringer for børn på Udrejsecenter Sjælsmark. De udgjorde mere end en fjerdedel af samtlige underretninger med bekymringer om børn i kommunen. frov@kl.dk