
Eks-borgmester trækker sig fra politik ved næste valg
tekst Mads Brandsen
Efter 20 år i kommunalpolitik sætter formanden for beskæftigelses- og integrationsudvalget i Lyngby-Taarbæk, tidligere borgmester Søren P. Rasmussen (V), nu et punktum for sin politiske karriere.
Han ved endnu ikke hvad fremtiden vil byde på.
– Jeg lovede mig selv, da jeg startede i politik i 1996, at det ikke var noget, jeg skulle gøre hele mit liv. Den 1. januar vil det være 20 år siden, jeg startede i kommunalbestyrelsen. Jeg er 52 år, og skal jeg noget andet, så skal det være nu, siger han til lokalavisen Det Grønne Område.
Søren P. Rasmussen fik en enkelt periode som borgmester fra 2010 til 2013 efter et vaskeægte kup, hvor kommunens mangeårige borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) blev afsat af et nyt, bredt flertal på tværs af kommunalbestyrelsen.
Helt frem til det konstituerende møde troede Rolf Aagaard-Svendsen, at han havde en aftale med Venstre, Radikale og Dansk Folkeparti, men da Socialdemokratiet som det næststørste parti fik ordet til mødet, faldt valget Søren P. Rasmussen. Og sådan fortsatte det, da SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fik ordet. Et kvarters tid senere var Søren P. Rasmussen valgt til ny borgmester.
Han blev dog kun undtagelsen fra reglen. På nær de fire år med Søren P. Rasmussen i front har kommunen siden 1950 været konservativt ledet – i dag af Sofia Osmani (K).
Det er endnu uvist, hvem der skal være ny spidskandidat for Venstre i Lyngby-Taarbæk. mdbr@kl.dk