
Stribevis af fejl i børnesager på Frederiksberg udløser benhård kritik
tekst Frederik Overby Vinding
Fire forskellige lovgivninger er blevet brudt.
Der mangler dokumentation for helt grundlæggende forvaltningsretlige skridt som handleplaner og lovpligtige undersøgelser i cirka to tredjedele af sagerne.
I en rapport om sagsbehandlingen og økonomistyringen på det specialiserede børne- og ungeområde retter revisionshuset BDO en hård kritik af Frederiksberg Kommune.
Det skriver Berlingske, der også har talt med flere eksperter, der alle retter hård kritik af kommunens håndtering af sagerne.
En af dem er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, der er rystet over sagen.
– Det her er en kæmpe skandale. Jeg kan ikke komme på noget lignende. Måske har der før kommunalreformen været små kommuner, som ikke har haft styr på sagsbehandling, men jeg kan ikke komme på en sag, hvor det bare tilnærmelsesvis har sejlet på den her måde, siger han til Berlingske.
Hele skandalen er opstået, efter det kom til politikernes kendskab, at familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus gennem en længere periode har begået en række fejl i sagsbehandlingen.
Sagen har indtil videre fået den konsekvens, at Frederiksbergs børne- og ungedirektør gennem ti år, Inger Andersen, er blevet fritaget for tjeneste, og en enig magistrat har indledt en afskedigelsessag mod hende. frov@kl.dk