Hørsholm fyrer direktør og skærer millioner på administrationen
tekst Mads Brandsen
Social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør Peter Orebo Hansen er fortid i Hørsholm Kommune.
Afskedigelsen sker som konsekvens af budgetforliget, der indebærer, at administrationens budget beskæres med seks millioner kroner næste år. Det sker ved en større omlægning af organisationen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse onsdag.
– Det vil naturligvis have konsekvenser for det oplevede serviceniveau hos medarbejderne, politikere og vores borgere, siger borgmester Morten Slotved (K), der samtidig understreger, at velfærdsområderne kommer til at bidrage mindst muligt til spareplanerne.
To centre i administrationen nedlægges, så der fremover er otte, og antallet af direktører skæres ned fra fire til tre.
Centerchef Sune Johansson, der har haft ansvaret for borgerservice, it og digitalisering, bliver i den forbindelse også afskediget.
I alt 17 stillinger nedlægges, heraf er størstedelen ubesatte stillinger, idet kommunen hele 2019 har haft ansættelsesstop. mdbr@kl.dk