
Lærerne i Kalundborg skal undervise mere
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Fra næste år skal folkeskolelærerne i Kalundborg Kommune undervise 760 timer om året i stedet for 745 timer om året. Det har byrådet besluttet i forbindelse med næste års budget ifølge TV2 Øst.
Formanden for Kalundborg Lærerkreds, Karen Sørensen, er ikke vild med beslutningen.
– Det er meget, meget alvorligt, fordi det er et skred i den kvalitet, som vi skal kunne levere i folkeskolen, siger hun til TV2 Øst.
Hun peger på, at selvom 15 timer ikke lyder af meget, så kalder hun det en væsentlig ændring, fordi der med de 15 undervisningstimer også skal bruges tid på blandt andet forberedelse og efterbehandling.
I alt svarer de ekstra undervisningstimer til, at man nedlægger seks lærerstillingerne, mener kredsformanden.
Men det regnestykke giver ikke mening, siger borgmester Martin Damm (V).
– Pengene bliver jo på skolerne, så hvis skolerne vil lave en to-lærer ordning for det, så er det det, de gør. Der er jo ikke sparet nogle penge, skolerne beholder pengene, så det er ikke rigtigt, siger han til TV2 Øst.
Ifølge budgetaftalen vil den øgede undervisningstid spare 1,5 millioner kroner i 2020 og 3,5 millioner kroner om året fremover. Partierne bag budgettet har dog aftalt, at provenuet bliver på skolerne "med henblik på att styrke faglighed og trivsel," som der står i aftalen. jki@kl.dk.