Regeringen skubber udligningsreform til februar
tekst Mads Brandsen
Først til næste år præsenterer regeringen sit forslag til en ændring af den kommunale udligning.
Det fremgår af regeringens lovkatalog, der er offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.
– Formålet med lovforslaget er at rette op på en række udestående skævheder og problemstillinger i det nuværende kommunale udligningssystem, skriver regeringen i lovkataloget.
Lovforslaget ventes fremsat i Folketinget i anden halvdel af februar.
Tidligere på måneden måtte Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen dementere sit tidligere løfte om, at der ville komme en udligningsreform inden nytår.
- Arbejdet med en udligningsreform er kompliceret stof, der kræver grundigt forarbejde, sagde han til Altinget.dk.
Regeringen ambition er at bruge de første måneder af 2020 på at forhandle reformen på plads.
Et nyt udligningssystem har været på tegnebrættet i flere år. Senest måtte økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) opgive at få en reform på plads.