
Grænsekontrol udfordrer bornholmerne
tekst Tom Ekeroth
Indførslen af grænsekontrol til Sverige vil udfordre bornholmerne. Det siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), efter at justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag meldte ud, at S-regeringen indfører en midlertidig grænsekontrol ved den svenske grænse.
Skal man til og fra Bornholm, sker det primært via gennemrejse i Sverige.
– Vi har prøvet det før. Så nu handler det om at finde løsninger, som gør det her så nemt for bornholmerne som muligt, siger borgmesteren til Ritzau.
Del af sikkerhedspakke
Grænsekontrollen er en del af regeringens sikkerhedspakke, som er en række initiativer, der skal styrke trygheden i det offentlige rum. Hækkerup peger på, at der siden februar i år har været 13 sprængninger i hovedstadsområdet – to af dem mod offentlige bygninger.
En grænsekontrol vil blandt andet gå ud over grupperejser og sportsklubber:
– Jeg ved godt, at det ikke er bornholmerne, som regeringen har ønsket at ramme med grænsekontrol. Men når bornholmerne for eksempel skal til København, skal de kunne legitimere sig, have pas med, og hvis en idrætsklub med 45 børn skal have pas med til alle, så er det en udfordring, siger Grosbøll.
Hun er allerede i dialog med Justitsministeriet og Transportministeriet for at finde enkle løsninger.
– Vi lever med de ekstra små gener, grænsekontrollen giver, hvis vi bare kan finde nogle fælles løsninger, siger Grosbøll.
En god løsning kunne ifølge Grosbøll være, at man som idrætstræner eller skolelærer kan medbringe en liste med de børn, man har i varetægt, i stedet for at alle børn skal have eget pas med.
Socialdemokraternes Mikael Damberg, der er indenrigsminister i Sverige, er glad for den danske regerings bebudede grænsekontrol mod Sverige. Han byder tiltaget velkommen, da der dermed både vil være kontrol ind og ud af Sverige og Danmark. tek@kl.dk