Regeringen vil bruge 1,7 milliarder kroner ekstra på velfærd og uddannelse
tekst Mads Brandsen
Foruden de i alt 3,7 milliarder kroner, som regeringen allerede har afsat til velfærd sammen med kommunerne og regionerne i årets økonomiaftaler, lægger regeringen op til at bruge yderligere 1,7 milliarder kroner på velfærd og uddannelse.
Det fremgår af regeringens netop offentliggjorte forslag til en finanslov for 2020.
1.000 flere sygeplejersker
Pengene skal blandt andet bruges på at ansætte 1.000 flere sygeplejersker på landets sygehuse og på at sætte ”en ny retning for socialpolitikken”, hvor der skal skabes mærkbare resultater for udsatte børn, voksne og deres familier. Det vil regeringen også prioritere i årene frem mod 2023, fremgår det af forslaget.
Ud over de 1,7 milliarder kroner, der er nye penge i forslaget, arbejder regeringen med en forhandlingsreserve på 2,1 milliarder kroner.
– Det er regeringens ambition, at disse midler udmøntes til velfærd, herunder minimumsnormeringer, til uddannelse, til grønne prioriteringer og til kultur, skriver regeringen i forslaget.
Samtidig med løftet af velfærd og uddannelse lægger regeringen op til at bruge i alt 2,1 milliarder kroner på det grønne område, herunder 350 millioner kroner til et grønnere landdistriktsprogram. mdbr@kl.dk