
Regeringen får ikke lov til at tage penge fra privatskoler
tekst Thomas Kokholm Nielsen
I udspillet til den nye finanslov, som finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede onsdag, lægger den socialdemokratiske regering op til at skære i tilskuddet til de frie grundskoler.
Men et stort flertal er imod, heriblandt støttepartierne de Radikale, SF og Enhedslisten.
Regeringen ville gerne nedsætte den såkaldte koblingsprocent fra 76 procent til 71 procent i 2021. Det er den procentdel af det, en gennemsnitlig Folkeskoleelev koster, som friskolerne får i statstilskud.
Det er utilstedeligt
Koblingsprocenten skal blive ved med at ligge på 76 procent, mener de Radikales gruppeformand Sofie Carsten Nielsen.
– Det her skal dø. Det er fuldstændig utilstedeligt.
Vi vil slet ikke være med til det. Det er jo en kæmpe besparelse på skoleområdet, og vi synes, at vi havde en klar forståelse om, at der ikke skal spares på hverken uddannelse eller skole, siger hun til Berlingske.
I Venstre er man også stærke modstandere af forslaget. Undervisningsordfører Ellen Trane Nørby kalder regeringens forslag for "Et ideologisk korstog mod de frie skoler og det frie skolevalg", og at det vil få store sociale og geografiske konsekvenser.
Som en del af udspillet har regeringen foreslået at oprette en pulje på 75 millioner kroner om året, der kan afbøde konsekvenserne. tkn@kl.dk