
Skanderborg skal have ny topchef
tekst Mads Brandsen
Skanderborg Kommune har sat jagten ind på en ny kommunaldirektør.
Vedkommende skal afløse Lisbeth Binderup, der stopper, når hendes åremålsansættelse udløber 30. april 2020.
– Det bliver godt for organisationen med den nyorientering, som det giver med udskiftning på topposten. Skanderborg har en velfungerende organisation, men der er selvfølgelig masser af ting, der kan gribes an på nye måder. Det er en attraktiv stilling, siger Lisbeth Binderup.
61-årige Lisbeth Binderup kom til Skanderborg Kommune i 2011 fra konsulenthuset Lundgaard. Og det er også netop konsulentbranchen, hun vender tilbage til næste år. Denne gang som rådgiver indenfor ledelse og rekruttering i konsulenthuset Genitor.
Skanderborgs borgmester Frands Fischer (S) vil nu tage hul på diskussionen om, hvilken profil der skal stå i spidsen for kommunens knap 5.900 ansatte.
– Under alle omstændigheder skal det være en person med stærke kommunikationsevner og faglig tyngde. En, som både evner at udvikle vores kommune og som samtidig bærer de særlige værdier videre, som kendetegner den, siger han i en pressemeddelelse.
Skanderborgs 67.000 indbyggere bliver flere og flere. Kommunens befolkningsvækst på 1,32 procent overgås kun af seks andre kommuner på landsplan. Flere og flere børnefamilier flytter til byen, og de familier, der allerede bor der, får flere børn end landsgennemsnittet. mdbr@kl.dk