
Lukkede punkter må ikke være helt lukkede
tekst Mads Brandsen
En årvågen borger bemærkede i september sidste år, at referaterne fra kommunalbestyrelsesmøderne i seks kommuner ikke fortalte, hvad der var blevet behandlet for lukkede døre.
Det handler om kommunerne Albertslund, Høje-Taastrup, Hvidovre, Gentofte, Ishøj og Gladsaxe samt Tønder, der dog er kommet til senere.
De mørklagte sager handler blandt andet om personalesager samt køb og salg af fast ejendom.
Borgeren skrev derfor til Ankestyrelsen, der ved selvsyn på kommunernes hjemmesider kunne konstatere, at de ikke havde offentliggjort beslutningerne truffet for lukkede døre – og bad derfor kommunerne om en udtalelse.
De fleste forklarer sig med tekniske udfordringer, mens Høje-Taastrup Kommune erkender, at der ”ikke har været tradition for” at offentliggøre indholdet af de lukkede punkter.
Men det er ikke godt nok, fastslår tilsynet. Man skal offentliggøre så meget, man overhovedet kan uden at bryde tavshedspligten.
– Det forhold, at en protokolleret beslutning er truffet for lukkede døre, kan ikke i sig selv begrunde, at beslutningen ikke medtages i den udskrift af beslutningsprotokollen, der offentliggøres. En beslutning i en personalesag skal således også angives i udskriften i det omfang, der ikke herved røbes fortrolige oplysninger, skriver Ankestyrelsen.
Idet kommunerne alle har lovet, at de fremover vil sikre, at lovgivningen overholdes, foretager Ankestyrelsen sig ikke mere i sagen. mdbr@kl.dk