
Borgmesterforslag vraget af eget flertal
tekst Tom Ekeroth
– Vi tilstræber at få en bred og fælles budgetaftale i hus, siger borgmester John Dyrby Paulsen (S) til Sjællandske efter weekendens budgetseminar i Slagelse.
Her måtte borgmesteren erkende, at der ikke var opbakning til hans forslag til en budgetaftale.
Hverken SF eller Enhedslisten kan gå med til viceborgmester Villum Christensen (LA) og den socialdemokratiske gruppes budgetforslag. Dermed er flertallet, der ellers har syntes at bakke op om den siddende borgmester, ikke til stede. Det betyder samtidig, at det er forvaltningens tekniske budget, der ventes at blive sendt videre til andenbehandlingen.
– Vi skal gøre noget ved driften, og vi sender derfor forvaltningens budgetforslag videre i høring hos medarbejderne. Dog med en supplerende tekst, fordi vi alle ønsker at gøre noget ved de budgetudfordrede områder, siger borgmesteren til Sjællandske.
Ifølge forvaltningen forventes stigende udgifter i årene, der kommer, hvilket naturligt presser budgettet for 2020-2023 og "er stærkt medvirkende til den aktuelle ubalance". Til at lappe hullet er der brug for et såkaldt kassetræk på 169 millioner kroner i 2020. De næste tre år drejer det sig samlet om 688 millioner kroner til at dække ubalancen.
Venstres gruppeformand, Knud Vincents:
– Det her er dybt alvorligt, og vi holder os ved forhandlingsbordet. Der skal en bred aftale til, hvis vi skal løse de udfordringer, vi har. Det handler også om at sende et signal, og det er i sig selv mærkværdigt, at den borgmester, der ville få styr på økonomien og fremtiden, slet ikke har fået kontrol med noget. Så måske var det ikke så slemt, som han gjorde det til, dengang der sad en anden borgmester, siger Knud Vincents til Sjællandske. tek@kl.dk