
Erhvervsklimaet bedst i Jylland og på Fyn
tekst Frederik Overby Vinding
Dansk Industris årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima i de danske kommuner er udkommet for tiende gang. Siden den kom første gang i 2010, er tilfredsheden med vilkårene for erhvervslivet i kommunerne steget ifølge de adspurgte virksomheder.
Men undersøgelsen viser også, at der ikke er sket en stor ændring fra sidste år, og tilfredsheden har stået stille siden 2016.
Omkring 60 procent af virksomhederne er tilfredse med erhvervsvenligheden i deres kommune. Derudover er andelen af virkomheder, der er utilfredse med servicen i deres kommune, faldet fra 20 procent i 2010 til 12 procent i år.
Virksomhederne bliver også spurgt om, hvad der ligger højest på deres ønskeliste. Her svarer de klart, at infrastruktur og transport er vigtigst efterfulgt af arbejdskraft.
Højdespringer
Den kommune, der ifølge undersøgelsen har skabt det største fremskridt, er uden konkurrence Thisted Kommune. For blot fire år siden lå kommunen næsten i bunden som nummer 92, og idag træder Thisted ind som nummer seks på ranglisten.
– Dengang satte vi en målrettet indsats ind, for det kunne jo ikke passe, at vi skulle ligge i bunden og rode rundt. Vi har haft en god dialog med erhvervslivet om, hvad der er, vi skal gøre. Det har blandt andet været sådan noget som sagsbehandlingstider, siger Niels Jørgen Pedersen (V), formand for kommunens erhvervs- arbejdsmarkeds- og kulturudvalg.
Sagsbehandling er på landsplan nummer fire på listen over ønsker fra virksomhederne. Udover at bruge flere ressourcer på sagsbehandling og teknik- og miljø, så afholder Thisted også business breakfast-møder fire gange om året, hvor erhvervslivet kan ytre deres ønsker om forbedringer og påpege mangler.
Niels Jørgen Pedersen mener, at Thisted også gjorde noget før 2015, men at man nu har stor succes, fordi man har fokuseret på at synliggøre indsatsen. Alene fra sidste år til i år er kommunen sprunget 44 pladser frem.
– Vi er utroligt glade over, at vi er rykket så langt op i den her undersøgelse, men jeg har også været lidt frustreret over, at vi ikke er rykket op hurtigere, efter vi er begyndt at lave en indsats. Jeg tror virkelig, det er et langt, sejt træk at få vendt erhvervslivets syn på, hvad kommunen gør for dem.
Jysk og fynsk dominans
En del af analysen fokuserer på, hvilke kommuner der klarer sig bedst, og hvilke der ikke gør, Analysen viser en ovevældende dominans blandt de jyske og fynske kommuner, der ligger i toppen af ranglisten. Faktisk er der ikke en eneste sjællandsk kommune i top 10. modsat er der også kun én jysk kommune blandt de 10 dårligste.
Den klare vinder er Ikast-Brande Kommune, der løber med prisen for syvende år i træk og for niende gang i alt på de 10 år, Dansk Industri har lavet undersøgelsen.
Ikast-Brande bliver skarpt forfulgt af Herning på andenpladsen, og det er generelt de midt- og vestjyske kommuner, der dominerer toppen. I bunden af listen ligger ni sjællandske kommuner og østjyske Norddjurs.
I rundspørgen er kommunaldirektørerne også blevet spurgt om, hvorvidt de benytter resultaterne af undersøgelsen. Her svarer to ud af tre, at de i høj eller nogen grad benytter resultaterne til at forbedre erhvervsklimaet. frov@kl.dk
Du kan downloade hele undersøgelsen på Dansk Industris hjemmeside.