
Forvaltning slår alarm: Likviditeten er presset
tekst Mads Brandsen
Kassen er ikke tom, men det går ikke så godt med likviditeten i Helsingør Kommune, som det burde.
Det viser en orientering til byrådet fra kommunens økonomiforvaltning, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Allerede fra næste år og de kommende tre år vil kassebeholdningen falde så meget, at man ikke længere vil have en gennemsnitlig likviditet på 200 millioner kroner og en kassebeholdning på mindst 150 millioner kroner.
Kommunen har sparet op til nogle store anlægsprojekter, så et vist fald var ventet, men budgetoverskridelser på ældre- og socialområdet og de øvrige serviceudgifter på omkring 75 millioner kroner gør, at situationen bliver noget værre end ventet.