
Venstre mister absolut flertal i Kolding
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Pernille Øhlenschlæger Pedersen, trækker sig fra Venstre og bliver løsgænger. Venstre går dermed fra 13 til 12 medlemmer i byrådet i Kolding.
Den 35-årige nu tidligere venstrekvinde blev valgt til byrådet første gang i 2017, hvor hun fik 369 personlige stemmer ud af Venstres 23.631 stemmer.
Ifølge JydskeVestkysten begrundede beslutningen med Pernille Øhlenschlæger Pedersen, at forarbejdet til lukningen af havnen ikke var god nok. Men det har ikke været muligt for avisen at få uddybet, om det er havnesagen, der har fået hende til at trække sig fra Venstre.
Borgmester Jørn Pedersen (V) ærgrer sig over beslutningen, og fortæller samtidig, at han har lavet en aftale med Pernille Øhlenschlæger Pedersen om, at hun selv fortæller offentligheden, hvorfor hun træder ud af Venstre. Hun bliver siddende i de fire udvalg, hvor hun har plads i dag.
Fortsætter som løsgænger
Pernille Øhlenschlæger Pedersens exit fra Venstre betyder, at Venstre nu skal hente sit flertal hos fem øvrige partier: Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF eller Enhedslisten. Ifølge borgmester Jørgen Pedersen (V) kommer det ikke til at betyde det store.
– Det positive er, at de øvrige partier har sagt, at Venstre med sine 13 mandater vil tromle. Det er en skrøne. For jeg har aldrig brugt de 13 mandater. Men den skrøne er nu væk. Men det kommer ikke til at betyde det store, for i min tid har Venstre altid stået for et bredt samarbejde. Der har været enkelte personer og partier, der har stået uden for for eksempel budgetforlig. Men vi har en bred konstituering, og det her ændrer ikke ved, at Venstre samarbejder bredt, siger Jørn Pedersen til JydskeVestkysten
Borgmesteren synes dog at Pernille Øhlenschlæger Pedersen burde have trukket sig fra byrådet, med henvisning til, at når man er valgt ind på et partis liste, så bør man også repræsentere det parti i hele valgperioden. Borgmesteren anerkender samtidig, at det er hendes juridiske ret at fortsætte. tkn@kl.dk