
Kommune vil lade forældre slippe for betaling, hvis de selv passer børn
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
På et virtuelt og ekstraordinært økonomiudvalgsmøde har Gladsaxe besluttet, at forældre, der selv passer deres børn, selvom daginstitutionerne åbner igen, kan slippe for at betale. Tiltaget betyder, at forældre, der for eksempel på grund af at der er særligt udsatte personer i husstanden, kan holde deres børn hjemme.
Det vil ifølge dagsordenen fra udvalgsmødet hjælpe med genåbningen af kommunens daginstitutioner. Der vil nemlig være brug for mere plads end normalt, hvilket vil være svært at håndtere, hvis alle børn møder op i daginstitutionerne.
Tiltaget er en justering af en allerede eksisterende ordning – såkaldt midlertidig orlov – hvor forældre midlertidigt kan udmelde deres børn fra pasning og spare betalingen. Det skal dog normalt varsles med mindst en måned, og kan kun lade sig gøre, hvis barnet eller dets forældre er syge, eller hvis forældrene er på orlov.
Men med den nye justering kan forældre i Gladsaxe Kommune med dags varsel fra i dag tirsdag midlertidigt udmelde deres børn og stadig være sikre på, at barnet kan vende tilbage til den samme institution, når den midlertidige udmeldelse er overstået.
Børnene kan blive passet hjemme under den nye ordning i op til seks måneder, og ansøgningen om at udmelde barnet midlertidigt kan ske fra nu af og frem til den 14. juli.
Kommunens børne- og kulturforvaltning har regnet på tilpasningen af ordningen. De har kigget på fire scenarier, hvor henholdsvis fem, ti, 15 eller 20 procent af børnene bliver passet derhjemme. Beregningerne viser, at det i daginstitutionerne vil koste mellem 410.000 og 1.630.000 kroner i mindreindtægt om måneden.
På SFO-området har de regnet på at fem, ti, 25 og 50 procent af børnene vil blive væk fra SFO'en. Det vil koste mellem 150.000 og 1.500.000 kroner hver måned.
Du kan læse hele dagsordenen fra økonomiudvalgsmødet her. jki@kl.dk