
Lærerne: Aflys afgangseksaminerne i folkeskolen
tekst Mads Brandsen
Der er ikke udsigt til almindelige skoledage så langt øjet rækker – og derfor er det på tide, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forholder sig til, om de ældste elever skal til eksamen eller ej.
Det mener Danmarks Lærerforening, der selv anbefaler, at eksaminerne grundet coronakrisen og de mange aflyste skoledage, droppes helt i år og erstattes af årskarakterer.
– Vi får mange henvendelser fra lærere, der underviser de ældre klassetrin, og de giver alle udtryk for, at det ikke vil være rimeligt over for eleverne, hvis de skal gå til eksamen i den nuværende situation, siger Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen i en pressemeddelelse.
Såfremt enkelte elever har brug for en prøve for at kunne optages på en ungdomsuddannelse, skal der dog være mulighed for det, mener lærerforeningen.
Hos Danske Skoleelever mener man, at lærerne er for hurtigt ude.
– Vi synes, det er for tidligt at aflyse prøverne. Det, vi hører fra mange, er, at nødundervisningen har været af en fin kvalitet, og hvis skolerne åbner gradvist, vil alle være indstillet på at klø ekstra meget på, siger formand Thea Enevoldsen til DR. mdbr@kl.dk