
Godt at komme i gang
tekst Thomas Kokholm Nielsen
– Det har været en hel rigtig beslutning. Der har været stor glæde hos alle – medarbejdere, forældre og børn. Det har været en god oplevelse at komme i gang, siger Henrik Madsen.
Men det har været vigtigt ikke at forcere det, mener han.
– Vi har hele tiden sagt, at forudsætningen for, at vi kunne gøre det her, var, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer og anbefalinger er lov. Kunne vi ikke leve op til de krav, så havde vi ikke anbefalet vores politikere i børn- og ungeudvalget at gøre det.
Men da det henover påske stod klart, at det kunne lade sig gøre, var der ifølge børne- og familiechefen ingen grund til at vente.
– Vores mål var 15. april. Usikkerheden om, hvorvidt man nu havde forberedt alt, ville også være der den 16., den 17. og den 20. april. Men det er lidt som at stå i kø til den farligste forlystelse i Tivoli. Når man står bagerst, kan man alt, når man står forrest, tænker man, om det nu er klogt. Jeg har været lige så spændt som alle andre, siger Henrik Madsen.
– Jeg er da glad for, at skoleledere og andre ledere ikke har øvre arbejdstid, og at påskefrokoster var forbudt. Vi har holdt et hav af de virtuelle møder, dem er vi, ligesom store dele af Danmark, blevet fan af.
##ContentBoxStart##257353##ContentBoxEnd##
Rengøring gange 1,7
Henrik Madsen føler sig godt hjulpet af Sundhedsstyrelsen.
– Sundhedsstyrelsen har lavet et fantastisk arbejde. De har været præcise og skarpe i deres vejledning både til ledere, men også til medarbejdere, forældre og børn. Nogle fremragende videoer til børn, om hvordan man kan danse en håndvask og så videre. Vi har følt os i trygge hænder.
Rengøringen er en stor opgave i coronatiden, og de genåbnede skoler skal ifølge retningslinjerne have rengjort overflader to gange i døgnet.
Den øgede rengøringskadence kræver mandskab. På sundhedsområdet har man fordoblet kadencen i coronatiden.
– For at løse opgaven i de genåbnede skoler med to gange daglig rengøring er kadencen 1,7 i forhold til normalt. Så kan det lykkes.
Som mange andre kommuner trækker man i Sorø personale ind fra andre områder til at løse opgaven.
– Ressourcerne kan vi også hente fra, at mange andre af kommunens bygninger er lukket ned og ikke skal rengøres – rådhuset, ungdomsskoler, ungdomsklubber, bygninger på sundheds- og ældreområdet og så videre. Det har frigivet meget personale, forklarer Henrik Madsen.
– Der er også sket det meget interessante, at sygefraværet er det laveste nogensinde i Sorø Kommune. Det er nede på tre procent i gennemsnit over fire uger. Det er jo udtryk for, at vi udover corona ikke bliver udsat for al mulig anden sygdom. Men jeg ser det også som udtryk for en utrolig kampvilje. Vi vil have, at det her skal lykkes. Måske har vi en ny situation i næste uge, når flere er mødt på arbejde, men indtil videre holder planen, siger Henrik Madsen. • tkn@kl.dk