
Forsker: Enkeltsager kan blive et demokratisk problem
tekst Mads Brandsen
Det kan være problematisk, at enkeltsagerne kommer til at fylde for meget i byrådene, fordi det frustrerer politikerne – men faktisk kan det også blive et demokratisk problem i den forstand, at det går ud over ligebehandlingen.
Sådan lyder det fra professor ved Roskilde Universitet, Eva Sørensen.
– Mange enkeltsager handler om behandling af borgerrettede sager, hvor politikerne kommer så langt ind i sagsbehandlingen, at det udfordrer reglen om, at alle behandles lige. Der kan komme nogle andre hensyn ind og skabe usikkerhed om sagligheden. Det er problematisk, siger Eva Sørensen.
Politikerne bør i stedet fastlægge principperne og overlade selve sagsbehandlingen til forvaltningen.
Når det ikke altid sker, hænger det ifølge Eva Sørensen nøje sammen med kommunestyrets historie – at politikerne er stærkt involveret i administrationen.
– Det er et efterslæb fra gamle dage, kan man sige. Styrelsesloven er ikke fulgt med, for den fastslår, at politikerne er medansvarlige for de administrative beslutninger, siger hun og fortsætter:
Plads til andre diskussioner
– De steder, man har delegeret sagsbehandlingen til administrationen, får man plads til nogle andre diskussioner, hvor politikerne indtager en mere selvstændig rolle og ikke er så kommenterende. Det giver mange politikere større tilfredsstillelse. Så synes de, at de laver politik igen, siger Eva Sørensen.
Når 42 procent af byrådsmedlemmerne – og altså ikke et flertal – svarer, at enkeltsagerne fylder for meget, illustrerer det imidlertid, at der også er mange politikere, der kan lide den konkrete sagsbehandling. Selv om mange siger, at de ikke blev politikere for at tage sig af småsager, er der også dem, der ser sig selv som vagthunden, der er på borgernes side i kampen mod systemet.
– Det er et spørgsmål, der deler vandene. Nogle politikere fortrækker det meget konkrete, mens andre godt kan lide at arbejde med de store visioner. Der er brug for begge dele, og jeg tror godt, det kan kombineres. Arbejdet med de store politiske visioner og med strategiudvikling kan sagtens gøres konkret og kobles til konkrete projekter, ligesom de kan være rammesættende for den løbende sagsbehandling, siger Eva Sørensen.
– Faren er, at hvis politikerne bruger al tiden på enkeltsager frem for at finde innovative og virksomme måder at takle de store udfordringer på, så gør administrationen det. Og i sidste ende har vi jo netop et lokaldemokrati, fordi det er dem, der bor i kommunen og dermed de folkevalgte lokalpolitikere, der skal sætte retningen, siger hun. • mdbr@kl.dk