
DF-profil takker af efter 19 år i kommunalpolitik
tekst Mads Brandsen
Det er en smule specielt, erkender han selv.
Per Dalgaard har i to årtier været lig med Dansk Folkeparti på Djursland – først i den daværende Midtdjurs Kommunalbestyrelse og i Folketinget og de seneste mange år i Syddjurs Byråd.
Men nu er det ganske snart slut. 1. maj udtræder han af byrådet, da han sammen med sin samlever flytter til Aarhus. Til den tid overlader han pladsen i byrådet til Ebba Grethe Møgelvang Laursen.
– Det er mig, der har båret DF frem i Syddjurs. Jeg har været den figur, som alle har kigget på og lagt stemmer til, som medførte at vi fik tre mandater, lyder det fra Per Dalgaard.
Partiet fik 8,7 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2017. Så godt kommer det ikke til at gå i 2021, spår Per Dalgaard.
Hvor meget de landspolitisk trange tider for partiet kommer til at betyde, ved han ikke – men han lægger ikke skjul på, at han mener, partiet har fejlet.
– Det var en fejl, at vi ikke gik i regering. Det har Kristian Thulesen Dahl efterhånden også erkendt. Man har ikke markeret sig nok, og så var det forudsigeligt, at vi fik den store lussing ved folketingsvalget, siger han.
Det er særligt udlændingepolitikken, der har været Per Dalgaards store mærkesag gennem årene – og sådan er det stadig.
– Vi har stået for svagt på udlændingepolitikken og derfor givet plads til Nye Borgerlige. Dansk Folkeparti skal være helt klare i spyttet på, at vi ikke kan bruge mennesker i Danmark, der kun tager hensyn til sig selv. Danmark er et fællesskab, hvor vi alle yder uden at kny. Ingen muslimske lande har en udvikling, der er værd at snakke om, siger han.
Hvad fremtiden byder på, ved han ikke helt. Men han regner ikke med at blive aktiv i Dansk Folkeparti i Aarhus.
– Det kan godt være, at jeg vil være behjælpelig med noget i lokalforeningen, men jeg stiller ikke op. Jeg føler mig egentlig ikke for gammel, men jeg synes, det er vigtigt, at der kommer nogle yngre til, siger han.
Måske fremtiden byder på en to’er til science-fiction-bogen ”Den hvide dis”, han udgav i 2014.
– Den er skrevet sådan, at det er oplagt med en fortsættelse, siger han. mdbr@kl.dk