
Nu er der flere end 100 partihoppere
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Maya Ryom Mønster meddelte på Facebook sin beslutning om at forlade Enhedslisten for at blive løsgænger i Vejen Byråd.
– Efter længere tids overvejelser har jeg i dag valgt at forlade Enhedslisten. Jeg er taknemmelig for det, jeg har lært, da jeg som helt nyt medlem blev bedt om at være med til at starte Enhedslisten Vejen op. Desværre må vores veje skilles, og jeg tager mit mandat i byrådet med mig. Jeg ønsker ikke at kommentere yderligere på årsagerne til dette, men ønsker Enhedslisten Vejen og moderpartiet god vind fremover, skrev hun.
Den ikke specielt oplysende meddelelse rejste naturligvis spørgsmålet om hvorfor? Den rejste også den principielle diskussion, der ofte opstår når politikere skifter parti, er det rimeligt at tage partistemmer et andet sted hen? Men efter reglerne er det. Et mandat er personligt.
102 partihoppere
Efter Danske Kommunes opgørelse er vi nu oppe på 102 partihop i denne valgperiode. Det følger stort set mønstret fra forrige valgperiode.
Især Dansk Folkeparti har blødt lokalpolitiske mandater i denne periode. 23 lokalpolitikere har forladt partiet. Det er godt hver tiende af de oprindeligt valgte DF’ere i byrådene.
Også Alternativet har oplevet frafald. Her har syv ud af 20 lokalpolitikere forladt partiet (35 procent). tkn@kl.dk