Aktuelt
tekst Mads Brandsen
Dragør summer af liv
Hvis bierne summer lidt ekstra i Dragør for tiden, skyldes det nok, at kommunen netop er blevet udpeget til bi-venlig kommune.
Hædersbevisningen, der kommer fra Danmarks Biavlerforening, skyldes, at kommunen sidste år såede 13 kg blomster på et 10.000 kvadratmeter areal langs Søvej ved bydelen Søvang.
Nu gror der både etårige og flerårige planter, der producerer pollen og nektar, hvilket tiltrækker ikke blot bier, men også sommerfugle og fluer. Tidligere var der højt græs og vild kørvel på arealet.
– Det er med et grønt, bankende hjerte, at vi kan hjælpe for eksempel vilde bier og honningbier med gode levevilkår. Bierne bestøver både afgrøder i landbruget og naturens planter. Og det er igen med til at give føde til fugle og vildt, siger borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).
43
af landets kommuner har private tilbud indenfor ældrepleje og -boliger.
Ikonisk skulptur får en kærlig hånd
Den har faktisk holdt sig overraskende godt, skulpturen ”By og Land”, der står på Vangs Plads ved Østre Anlæg i Aalborg. Men den trænger til en kærlig hånd, og det får den nu i form af en overfladestabilisering.
Cementskulpturen, som Hugo Liisberg opførte i 1935, blev rejst af Aalborg Portland og andre cementfabrikker i byen for at vise cementens alsidighed. Skulpturen fortæller derfor også en historie om en tid, hvor det moderne gennembrud buldrede frem, og både by og land nød godt af tidens teknologiske fremskridt.
Renoveringen af statuen er færdig i september 2021. Indtil da vil den være overdækket.
Billeder letter presset på tandplejen
Mælketænder, der ikke falder ud, selv om de blivende tænder er på vej. Og tænder, der er så skæve, at de måske kræver en tandretning.
Der er mange grunde til at bestille en tid hos den kommunale tandpleje, men det er ikke hver gang, det er nødvendigt at møde fysisk op. Det har man lært under coronakrisen i Randers, hvor der har været mulighed for at sende billeder af tænderne til tandplejen.
Ordningen er derfor nu gjort permanent, så man hver formiddag kan ringe og aftale at sende et billede til klinikassistenterne.
Udsatte certificerede afsprittere
Coronavirus har ikke kun betydet massevis af fyringer. Virussen har også bragt nye jobmuligheder med sig, som følge af at der skal sprittes af med jævne mellemrum. Det gælder også i København, hvor beskæftigelses- og integrationsforvaltningen har oprettet et nyt kursus, hvor udsatte ledige kan blive certificerede kontaktfladeafsprittere. På kurset lærer de om både smittespredning, værnemidler og rengøring, og det har givet pote. Ud af 16 personer, der i begyndelsen af juli havde gennemført kurset, har de 12 fået et job. Kurset henvender sig særligt til udsatte ledige, der har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Succes med hjemmepleje på skærmen
Man kan selvfølgelig ikke hverken støvsuge, tørre støv af eller vaske op på afstand. Men man kan så meget andet, har man opdaget i Køge Kommune, hvor to af de udkørende hjemmeplejegrupper har på forsøgsbasis taget ny teknologi i brug, der giver mulighed for at møde borgerne på en skærm, der minder om en iPad. Det udspringer af coronakrisen, der gjorde det nødvendigt at tænke nyt for at holde så god afstand som muligt.
Via skærmen får de ældre borgere blandt andet hjælp til medicinhåndteringen og påmindelser om at drikke vand. Seks teknologibegejstrede borgere er med i forsøget, som også indebærer en aftale om, hvornår hjemmeplejen ringer til den ældre. Dermed sparer de ældre den ventetid, der ellers kan forekomme.
Nordfyn slipper Smadremanden løs
Idet Smadremanden bor i Otterup, virker det oplagt – men ikke desto mindre har det taget en rum tid, før Nordfyns Erhverv og Turisme har indledt et samarbejde med den vrantne herre, Smadremanden, som spilles af Søren Østergaard. Men det er sket nu.
I ti videoer skal han fortælle om Nordfyns fortræffeligheder. Videoerne, der er på halvandet minut, offentliggøres på de sociale medier med en måneds interval over de kommende måneder. Her viser Smadremanden Nordfyn frem for danskerne.
Bureauchef hos Nordfyns Erhverv og Turisme siger til Fyens Stiftstidende, at prisen har været rimelig, og at det koster at skabe noget ekstraordinær markedsføring.
Sommerlejr mellem affald og genbrug
Normalt er genbrugspladsen ikke et sted, hvor der kommer mange børn. Men det var anderledes nogle dage i juli i Kolding. For første gang holdt kommunens affaldsafdeling Redux en fire dage lang opfinder-camp for 11 børn i 6.-8. klasse, hvor de skulle finde deres indre Georg Gearløs frem og opfinde med de materialer, der normalt havner i affaldscontaineren. Dermed lærer børnene om genbrug og giver dem bedre forståelse for materialers sammensætning og muligheden for at genanvende dem. De lærer at sortere, skille materialer ad og bygge nyt – og de får også stiftet bekendtskab med, hvad cirkulær økonomi egentlig er for en størrelse.
Tilbage til velkendt kilde i Roskilde
Efter kun at have været til pynt de seneste 50 år bliver vandet fra Maglekilde i Roskilde nu atter brugt. Kommunens gartnere er begyndt at bruge vandet til sommervandingen af blomster og nyplantede træer. I alt kommer kilden til at levere 2.200 kubikmeter vand i løbet af sommeren. En anseelig mængde, hvis der er tale om postevand – men for Maglekilde er det som en dråbe i havet. Det svarer nemlig til den mængde vand, kilden leverer på to døgn.
Maglekildes og Roskildes historie er tæt flettet sammen. Dels peger nogle historiske oplysninger på, at den har lagt navn til byen, da den også har heddet Roskilden, dels har dens kalkaflejringer været brugt i tusinder af år som byggemateriale til kirker. De såkaldte frådsten har været brugt til det formål helt tilbage til år 1000.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-13-side-30-31.pdf