Kort nyt
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Nedrykning koster
Lejetab /// Esbjerg Kommune mister en årlig millionindtægt, efter den lokale fodboldklub Esbjerg fB er rykket ned fra Superligaen til 1. division. Fodklubklubben lejer nemlig kommunens stadion for knap 2,5 millioner kroner om året. Men den pris gælder kun, når klubben spiller i Superligaen. Hvis klubben spiller i 1. division, så bliver lejen halveret jævnfør en aftale fra 2012. Derfor skal Esbjerg fB kun betale omkring 1,25 millioner om året i leje til kommunen.
Voldsdømt politianmelder
Navneforbud /// Jane Noer (V), der sidste år blev dømt for vold og mistede sin valgbarhed og dermed sin plads i Solrød Byråd, har anmeldt borgmester Niels Hörup (V) til politiet. Hun mener, at borgmester brød loven, da han ifølge anmeldelsen under et budgetseminar for Venstres byrådsgruppe fortalte byrådsmedlemmer om sagen. Retten havde nedlagt navneforbud i sagen, og derfor er det ikke tilladt at offentligt gengive oplysninger, der kan identificere den tiltalte. Borgmester Niels Hörup mener ikke, at han har overtrådt reglerne og vil afvente politiets arbejde, inden han kommenterer yderligere. Jane Noer blev idømt seks måneder fængsel, heraf to måneder ubetinget, for at have slået sine tre børn. Et byrådsmedlem, der bliver idømt ubetinget fængselsstraf mister øjeblikkeligt og automatisk sin valgbarhed. Når et byrådsmedlem mister sin valgbarhed betyder, det, at vedkommende mister sin plads i byrådet.
To nye chefer i Nyborg
Dobbeltjob /// Nyborg har benyttet sommeren til at besætte to chefstillinger. Merete Gommesen bliver ny beskæftigelseschef, mens Vickie Nellemann Kramer bliver ny socialchef. De er begge rekrutteret internt i kommunen og ifølge kommunens pressemeddelelse udvalgt af et enigt ansættelsesudvalg fra et bredt felt af ansøgere. De har begge en diplomuddannelse i ledelsen og har begge været i kommunen i relativt kort tid. Gommesen siden 1. maj 2018 og Nellemann Kramer siden 1. april 2019.
24
millioner fysiske bøger lånte danskerne på bibliotekerne i 2019. Det er en svag stigning.
Mange klasseskift giver lavere karakterer
Skoleskift /// En ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at elever, der i løbet af deres folkeskoletid skifter klasse mere end tre gange, får 1,5 karakterpoint lavere gennemsnit ved afgangsprøven i 9. klasse sammenlignet med elever, der kun har et eller to klasseskift.
– Analysens resultater er relevante for alle, der interesserer sig for folkeskolen. For eksempel viser analysen, at både forældrenes uddannelse og indkomst kan have betydning for antallet af klasseskift, samt at antallet af klasseskift kan have betydning for elevernes videre uddannelse, siger Alex Skøtt Nielsen, der har været med til at lave analysen.
Elever, hvis forældre har høj indkomst og længere uddannelser, skifter i gennemsnit skifter klasse færre gange end andre elever. De elever, der skifter klasse mange gange, er desuden tre gange så ofte som elever med få skift ikke i gang med en uddannelse 15 måneder efter, de er gået ud af 9. klasse.
Exit Bornholm for Alternativet
Vagtskifte /// Alternativets eneste byrådsmedlem på Bornholm, Lars Randorff Nørgaard, har besluttet sig for at han ikke længere vil sidde i byrådet. Han kan ikke forene sit fuldtidsjob og engagement i civilsamfundet med arbejdet i byrådet. Randorff Nørgaard blev ikke valgt i 2017, men da Alternativets forhenværende byrådsmedlem og viceborgmester Anne Thomas i sommeren 2019 forlod byrådet for at hellige sig sit arbejde, blev Randorff Nørgaard suppleret ind.
Lars Randorff Nørgaards afløser er Rebecca Douglas Elleby. Hun blev ved valget i 2017 tredjesuppleant, men nummer to på listen er fraflyttet øen, så nu er det Rebecca Douglas Ellebys tur. Hun er dog siden valget skiftet fra Alternativet til Socialdemokratiet. Det betyder, at Alternativet ikke længere er repræsenteret i byrådet på Bornholm.
Hver anden kommune er røgfri
Rygestop /// 50 kommuner landet over har indført røgfri arbejdstid for de ansatte. Det viser en ny optælling fra Kræftens Bekæmpelse. Blot i løbet af 2020 har 18 kommuner indført rygeforbud for sine ansatte. Chefen for tobakforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær, glæder sig over udviklingen, men ærgrer sig over, at de røgfri kommuner er ulige fordelt over landet. Fer eksempel er det kun hver fjerde kommune i Region Sjælland, der har indført røgfri arbejdstid, mens det er tre ud af fire i Region Syddanmark.
Almen boligsektor sparer milliarder
BOLIG/// Den almene boligsektor har i 2019 realiseret besparelser for 1,7 milliarder kroner sammenlignet med 2014. Dermed lever sektoren et år før tid op til en aftale fra 2016, hvor KL, boligorganisationerne og regeringen indgik en aftale om, at sektoren inden 2020 skulle finde besparelser for 1,5 milliarder kroner. Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Formålet med besparelserne er at holde huslejeudgifterne i ro og skaffe penge til vedligehold af de almene boliger. Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er ganske begejstret for resultatet.
Borgmester takker af efter 20 år
Vejen Kommune skal have ny borgmester efter næste kommunalvalg. Egon Fræhr (V), der har været borgmester i 20 år i først Brørup og siden Vejen Kommune, har nemlig besluttet sig for ikke at genopstille. Egon Fræhr oplyser i en pressemeddelelse, at han har været glad for at have varetaget opgaven i de tyve år, men at han nu vil bruge sin energi på noget andet. Og at nye og yngre kræfter må påtage sig ansvaret. Egon Fræhr er blevet 69 år gammel og har siden 2002 været borgmester, da han blev valgt i den nu nedlagte Brørup Kommune. Efter sammenlægningen af Brørup, Vejen, Holsted og Rødding blev Fræhr valgt som borgmester for den nye storkommune. Når han forlader rådhuset for sidste gang, vil han have siddet som borgmester i fem perioder i alt.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-13-side-4-5.pdf