Man må aldrig nøjes i livet

Venstres mangeårige frontfigur i Lyngby-Taarbæk – og eneste byrådsmedlem – Søren P. Rasmussen takker af efter 20 år og flytter til Frankrig.

tekst Mads Brandsen

Hvis man kan være mæt og sulten på én gang, passer det meget godt på Søren P. Rasmussen, Venstres tidligere borgmester i Lyngby-Taarbæk og mangeårige politiske leder.

Mæt af politik, men sulten på nye eventyr. Det har han nu taget bestik af og er i skrivende stund flyttet til Frankrig, hvor han sammen med sin mand, Klaus, har købt et lille slot på 1.200 kvadratmeter, der ligger langt ude på landet i Normandiet.

##ContentBoxStart##258729##ContentBoxEnd##

Vi mødte ham på Lyngby Rådhus lige før det store farvel, hvor man selvfølgelig finder ham siddende og sludre med rådhusbetjentene. Vi går op i kommunalbestyrelsens maleriske mødesal, hvor Lyngbys historie er skåret i træ. 

– Jeg har siddet tre forskellige steder her i salen, siger Søren P. Rasmussen.

Efter kommunalvalget i 2009 lykkedes det ham at rykke ind på den midterste plads. 

I en uhellig alliance med nærmest alle partier satte han Det Konservative Folkeparti fra bestillingen. Det konstituerende møde var et regulært kup, hvor den hidtidige borgmester Rolf Aagaard Svendsen (K) troede, den var hjemme. Men elementerne i det politiske patchworktæppe, som Søren P. Rasmussen fik syet sammen, brast dog efter fire år, og siden har kommunen atter været konservativt styret.

– Min akilleshæl er, at jeg er utålmodig. Jeg ville ryste op i Lyngby-Taarbæk og give kommunen en ny begyndelse. Men der kom for mange forandringer for hurtigt til, at systemet og politikerne kunne følge med, og derfor kom der en opposition til mig, hvor Socialdemokratiet fandt tilbage til deres årelange samarbejde med Konservative, siger Søren P. Rasmussen. 

Nye tider

##ContentBoxStart##258730##ContentBoxEnd##

I hans periode blev der sat gang i udviklingen af byen, Letbanen kom på plads og Lyngby fik manifesteret sig som vidensby. Og så blev samarbejdet i byrådet forbedret. Søren P. Rasmussen er ikke bleg for at tage sin del af æren. 

– Når man ser på byens borgmestre gennem tiden, er jeg sammen med Paul Fenneberg (K-borgmester 1950-1972, red.) nok en af dem, der har forandret kommunen mest. Jeg satte gang i ting, der vil stå i mange år. På den måde har jeg det også godt med at sige farvel nu, siger han.

– Man har aldrig hørt mig være bitter over, at jeg ikke blev borgmester igen. Hvis man gør det, jeg gjorde, skal man ikke være sart. Det der blev gjort mod mig, var en del af spillets regler, og det må man bare acceptere. Jeg bærer ingen nag. Men selvfølgelig havde jeg da gerne fortsat. Jeg har det bedst med at gøre en forskel. Jeg gider ikke falde i et med tapetet, siger han. 

Man skal drømme

Da Søren P. Rasmussen 1. august udtrådte af kommunalbestyrelsen, medførte det, at der blev indkaldt en suppleant, som siden sidste valg forladt Venstre. Partiet er dermed helt ude af kommunalbestyrelsen. Det kan man kalde en udfordring for partiets nyvalgte spidskandidat Christine Dal. 

– Man kan også kalde det en enestående mulighed for hende, der nu kan sætte nøjagtig den dagsorden, hun vil. Jeg tror ikke, det havde været godt at trække den og sidde helt frem til 31. december næste år. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med min bestyrelse, der godt forstår mig. For hvem kunne ikke tænke sig at bo på et slot i Frankrig, spørger han retorisk. 

Det kommer han og manden nu til. Den timing er til gengæld lige som den skal være. 

– Jeg kommer til at prøve helt nye dimensioner af mig selv af. Jeg er 53 og min mand er 56, så hvis det skulle være, skulle det være nu. Jeg har det sådan, at man aldrig må nøjes i livet. Man må ikke komme et sted hen, hvor man tager til takke. Man skal altid drømme og stræbe efter det bedste og efter noget mere. Og en drøm, der bare forbliver en drøm, er jo ligegyldig. Vores drøm var at bo i Frankrig, hvor vinen er fantastisk og maden er endnu bedre, hvor der er højt til loftet og langt til væggene.

Drømmen er bogstaveligt vokset noget i omfang undervejs.

– Vi begyndte at kigge efter et sommerhus, og fandt ud af, at vi ikke behøvede at nøjes med det, fordi man kan købe et slot for de samme penge. Der er så mange slotte i Frankrig, at de ikke værdisættes som herhjemme. Jeg har revet tapet af, malet og renoveret. Vi er ved at lave nye badeværelser og jeg er er blevet ekspert i ting, jeg aldrig troede, jeg skulle blive ekspert i, siger Søren P. Rasmussen. 

Mens ægtemanden Klaus stiler efter et job i den franske finanssektor, kommer Søren til at stå for slottets nye bed and breakfast med plads til fem overnattende gæster. Inden da skal han have lære mere fransk, og vænne sig til at bo i en kommune, hvor borgmesteren er valgt ved fredsvalg. 

– Det forventes, at man tager op på rådhuset og introducerer sig selv og medbringer en gave til borgmesteren. Den må ikke være så stor, at den kan have karakter af bestikkelse, men heller ikke så lille, at den virker ligegyldig. Der var selvfølgelig kun en mulighed for os, og det var en lille skål fra Lyngby Porcelæn, siger Søren P. Rasmussen. mdbr@kl.dk