Ny viden
tekst Mads Brandsen
En kærkommen håndsrækning til mellemlederen
Jeg vil vove at påstå, at alle, der står i det svære mellemrum – for eksempel projektledere, koordinatorer, teamchefer, afdelingsledere – kan hente inspiration og med bogen få hjælp til at løfte sin egen praksis op i et metaperspektiv. Det er et godt sted at være, hvis man vil blive klogere og bedre.
Bogen er en gave til alle, der gerne vil have styr på mellemrummet, og som gerne vil blive bedre til at filtrere, bygge bro og lede. Mellemrummet kan være et svært rum at navigere i, men det kan altså også være en absolut fryd, når det lykkes.
Læs hele Birgitte Barkholts anmeldelse på danskekommuner.dk.
Coronakrisen er værre end finanskrisen
Arbejdsmarked /// Finanskrisen var ikke blid ved hverken de unge eller de ældre, når det kom til beskæftigelsen. Men coronakrisen er endnu værre, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Under finanskrisen toppede de 25-29-åriges ledighed på 9,5 procent. I maj i år var andelen 10,2 procent. Blandt de over 60-årige var 3,9 procent ledige under finanskrisen, mens tallet i maj var 5,4 procent. Særligt seniorerne havde i forvejen en relativt høj arbejdsløshed, der ikke faldt så meget under det økonomiske opsving.
Mål om flere faglærte langt fra indfriet
Uddannelse /// Kun 20 procent af afgangseleverne i grundskolen har søgt ind på en erhvervsuddannelse i år. Det er på niveau med sidste år, viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Der er dermed et stykke op til den politiske målsætning, som går på, at 25 procent skal søge en erhvervsuddannelse.
30 af landets kommuner lever dog op til målsætningen. De ligger særligt i Jylland, på Fyn og i Region Sjælland. Topscoreren er Langeland, hvor 35,2 procent af afgangseleverne vil på en erhvervsskole, mens det i Gentofte kun er tre procent, der søger mod blandt andet de tekniske og merkantile uddannelser.
Fortsat færre hjemmehjælpstimer
Ældre /// Fra 2008 til 2019 er antallet af ældre over 65 år, der modtager hjemmehjælp, faldet fra 18 til 11 procent, og de, der får, får færre timer end for 10 år siden. Det viser nye kommunetal fra VIVE. Udviklingen, der er mest markant uden for hovedstadsområdet, skyldes blandt andet, at der er blevet flere ældre mellem 65 og 75 år, der sjældnere har brug for hjælp. Samtidig er der en tendens til, at jo flere ældre, der modtager hjemmehjælp i en given kommune, desto færre timers hjælp får de.
Kommunerne i Region Nordjylland er med 2,9 timer om ugen dem i landet, der visiterer flest timers hjemmehjælp pr. modtager. I Region Sjælland er tallet 0,6 timer.
Færre ældre kender til det frie valg
Ældre /// I løbet af de sidste tre år er der sket et fald i antallet af ældre, der er klar over, at de har ret til frit valg af plejehjem og plejebolig på tværs af kommunegrænser. Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sundhedsdatastyrelsen.
I den svarer 32,8 procent, at de kender til det frie boligvalg. Det er cirka syv procent færre end i 2017, da undersøgelsen sidst blev foretaget.
Fire milliarder kroner til konsulenter
Økonomi /// Kommunerne købte i 2018 ydelser hos eksterne konsulenter for 3,9 milliarder kroner, viser tal fra arbejdsgruppen for nedbringelse af konsulentforbruget i den offentlige sektor.
Det er it-konsulenter, der med et samlet forbrug på 2,25 milliarder kroner tegner sig for broderparten af de kommunale konsulentkroner. Management, HR og jura er ikke nær så kostbart.
Som led i økonomiaftalen for 2021 skal kommunernes forbrug af eksterne konsulenter reduceres med 0,5 milliarder kroner i 2021.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-13-side-25.pdf