
Borgmesterkandidat: Chancen har aldrig været større for en socialdemokratisk borgmester
tekst Mads Brandsen
Ved kommunalvalget i 1989 skete der noget usædvanligt i Hernings politiske historie. Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Hilmar Sølund kunne samle et flertal, hvilket brød 77 års uafbrudt Venstre-styre.
Men det blev blot en parentes i historien. Siden har borgmesterposten atter været på Venstres hænder.
Men det bliver der måske rusket op i ved næste års kommunalvalg. Søndagens nyhed om at byens borgmester gennem snart 20 år, Lars Krarup (V), ikke genopstiller, får i hvert fald Socialdemokratiets borgmesterkandidat Tommy Tønning (S) til at vejre morgenluft.
– Chancen for en socialdemokratisk tilbagekomst i Herning har aldrig været større end den er nu, og den bliver nok heller aldrig større, siger Tommy Tønning, da Nyhedsmagasinet Danske Kommuner fanger ham på telefonen mandag.
Den ringer lidt mere, end den plejer. Tommy Tønning var ved stranden søndag, da TV Midtvest offentliggjorde nyheden om borgmesterens beslutning. Og så ”eksploderede det hele”, som Tommy Tønning formulerer det.
Han var også spidskandidat ved kommunalvalget i 2017, hvor Socialdemokratiet gik knap fire procent frem til 16,8 procent. Det rakte til fem mandater.
– Jeg stillede op som reel modkandidat til Lars. Det har han ikke oplevet mange gange. Men det er da klart, at det er i 2021, det skal prøves. Vi har en afgående borgmester, der fik næsten 12.000 personlige stemmer, så der er meget på spil. Det handler meget om mennesker i kommunalpolitik, så derfor bliver det da hamrende spændende, siger Tommy Tønning.
Det officielle mål for Socialdemokratiet næste år er ni mandater.
– Som minimum, tilføjer Tommy Tønning med smil i stemmen.
Hånden på hjertet: Er Herning ikke stadig Venstre-land, uanset at der kommer en ny spidskandidat?
– Jo, jeg tror bestemt stadig, at Venstre får et flot valg. Vi går efter borgmesterposten, men vi går også efter indflydelse. Jeg er sådan set helt åben for en konstituering med Venstre, siger Tommy Tønning. mdbr@kl.dk