
Kampvalg i lærerforeningen: Ny kandidat melder sig på banen
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Medlemmerne af Danmarks Lærerforening får mindst to valgmuligheder, når de den 23. september skal vælge ny formand. Morten Refskov, lokalformand i Ballerup og medlem af DLF's hovedstyrelse, har nemlig besluttet sig for at stille op til formandsvalget. Det skriver han i et debatindlæg på folkeskolen.dk.
– Jeg brænder for at tage den stadige kamp for alle Danmarks Lærerforenings medlemmer, og jeg er derfor kandidat, når foreningen skal vælge ny formand den 23. september, skriver Morten Refskov.
Posten som formand for Danmarks Lærerforening bliver ledig, fordi den mangeårige formand Anders Bondo Christensen for nylig meddelte, at han ikke vil genopstille til posten. En beslutning han offentliggjorde kort tid efter, DLF og KL var nået til enighed om en arbejdstidsaftale, som i morgen og en uge frem er til urafstemning blandt DLF's medlemmer.
Morten Refskov skriver i sit indlæg, at han vil stå for fornyelse i lærerforeningen.
– Foreningen har brug for at få blandet ny energi, nye idéer og nye anskuelser ind i den solide erfaring, og det kan jeg bibringe. Jeg er lige dele nytænkning og soliditet. Derfor mener jeg, at vi netop nu bør vove at geare foreningen til fremtiden og til en ny start for folkeskolen, skriver han.
Indtil videre er der to kandidater til formandsposten. Ud over Morten Refskov har også Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF's overenskomstudvalg, meldt sit kandidatur. Den nuværende næstformand, Dorte Lange, er ikke kandidat.
Foreningen vælger den næste formand på sin kongres, der finder sted i København den 22. og 23. september. jki@kl.dk