Partihoppere kan gå hård skæbne i møde

Det er svært at blive genvalgt efter et partiskift, viser kortlægning. Partihop koster på troværdighed og status i partihierarkiet, mener professor i statskundskab.

tekst Jon Kirketerp Jørgensen

Antallet af partihoppere rundede et skarpt hjørne over sommeren, da i alt 100 byrådsmedlemmer har forladt det parti, de blev valgt for i 2017. Og i skrivende stund er tallet kravlet op på 105.

De godt 100 byrådsmedlemmer kan gå en krank skæbne i møde ved næste valg. Det viser en kortlægning af forrige periodes partihoppere, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har lavet. Den viser nemlig, at kun godt en fjerdedel af de byrådsmedlemmer, der forlod deres parti i løbet af valgperioden, blev genvalgt ved kommunalvalget i 2017.

I alt forlod 182 byrådsmedlemmer deres parti fra 2014 til 2017, og da de nye byråd ringede ind i 2018, var kun 46 personer eller 25 procent at finde igen. 59 af dem havde valgt ikke at genopstille. 77 af dem havde forsøgt at blive genvalgt i et nyt parti, men var blevet skrottet af vælgerne.

Tillidsbrud er synligt

Der er ifølge Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved SDU, i hvert fald to gode forklaringer på, at partihopperne har markant sværere ved at blive genvalgt end deres mere partitro kolleger. Den ene handler om vælgernes dom i stemmeboksen.

– Det er i høj grad et spørgsmål om vælgernes tillid til politikerne. I kommunalpolitik er det meget nært – det kan være Lars, der er venstremand, som så lige pludselig er socialdemokrat. Ham kan vi sætte ansigt på, og vi kender ham måske som formand i fodboldklubben eller lærer på den lokale folkeskole. Så det bliver meget synligt og personligt, at en politiker har skiftet parti. Og det koster på tilliden i forhold til vælgerne, siger Robert Klemmensen og fortsætter:

– Desuden vil der altid stå et parti, der har mistet et byrådsmedlem og vil være interesseret i at få partihopperen til at fremstå som utroværdig og uvederhæftig.

Kortlægningen af partihoppernes resultat ved valget i 2017 viser samme tendens som ved valget i 2013. Her kiggede Christian Elmelund-Præstekær, der var forsker ved SDU, på, hvordan det gik partihopperne. Den undersøgelse viste samme tendens, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuners aktuelle kortlægning. 

Kun 28 procent af de byrådsmedlemmer, der havde forladt deres parti for at blive løsgænger eller melde sig ind i et nyt parti, blev genvalgt. For de partitro byrådsmedlemmer, som forsøgte at blive genvalgt for det samme parti, lykkedes det for 60 procent. Altså dobbelt så mange. 

Mister personlige stemmer

##ContentBoxStart##259034##ContentBoxEnd##

Robert Klemmensen peger på partiinterne forhold som den anden forklaring på, at partihopperne har svært ved at blive genvalgt.

– Partihopperne ender nok ikke som spidskandidater i deres nye parti. Især hvis det er partimedlemmerne, der ved afstemning afgør rækkefølgen på kandidatlisten, så vil jeg mene, at det er rigtig svært for partihoppere at opnå en høj placering på kandidatlisten. Vi må i hvert fald formode, at medlemmerne af partiet hellere vil pege på en kandidat, der har bevist sin loyalitet over for partiet, siger Robert Klemmensen.

Uagtet partihoppernes placering på listen så viser forskningen, at de mister en stor del af deres personlige stemmer, når de går til valg for et nyt parti. Ved valget i 2013 mistede partihopperne omkring 20 procent af deres personlige stemmer. Endda i en periode, hvor de personlige stemmetal på landsplan steg med 12 procent.

DF hårdt ramt

Ligesom i de to foregående perioder har især Dansk Folkeparti været hårdt ramt af mandatflugt i denne periode. 24 byrådsmedlemmer har forladt partiet og fundet et nyt hjem. Dermed er DF det parti, der i absolutte tal har måtte sige farvel til flest medlemmer. Fire mere end Venstre og fem mere end Socialdemokratiet, der dog har tre og fire gange så mange mandater som Dansk Folkeparti.

Partiet har, mener politisk redaktør på Avisen Danmark Thomas Funding, haft svært ved at enes ude i lokalafdelingerne.

– Sammenlignet med andre partier så virker det til, at de i højere grad ligger og slås indbyrdes lokalt, og at det får folk til at forlade partiet. De har notorisk haft svært ved at enes lokalt, siger Thomas Funding.

Han peger også på en landspolitisk forklaring på mandatflugten i Dansk Folkeparti.

– Man kan ikke lukke øjnene for, at rigtig mange af dem, der blev valgt for Dansk Folkeparti i 2017, har udsigt til et ringe valg næste år. De kan simpelthen se deres mandat forsvinde. Det tager de så konsekvensen af og skifter parti. Der er nok ikke nogen, der vil indrømme, at de skifter parti for at øge deres chance for genvalg, men enhver logik og de data, vi har, taler deres tydelige sprog. DF står svagt landspolitisk og har udsigt til et ringere kommunalvalg. Og det er det parti, der har mistet flest kommunalpolitikere, siger Thomas Funding.

Samme bud på en forklaring har Carsten Mai, tidligere pressechef på Københavns Rådhus og nuværende klummeskribent om lokalpolitik. 

– Jeg vil tillade mig at sige, at det er mere en taktisk overvejelse om egen overlevelse, end det er så meget andet. Kommunalbestyrelsesmedlemmer kan jo også godt læse meningsmålinger, og når de tre partier med størst modvind landspolitisk (DF, LA og Alternativet, red.) har relativt flest partihoppere, så er det svært at konkludere andet, end at det betyder rigtig meget i deres overvejelser, siger han. 

Demokratisk problem?

##ContentBoxStart##259035##ContentBoxEnd##

Manøvren med at forlade det parti, der har sikret et byrådsmedlem et mandat, har i lang tid været til diskussion. I nogle partier indgår man håndfæstninger, hvor kandidaterne forpligter hinanden til at nedlægge deres mandat, hvis de skifter parti. 

Men den løsning har ingen juridisk binding og kan nemt brydes.

Det skete så sent som i starten af august, hvor Enhedslistens Maya Ryom Mønster i Vejen meldte sig ud af partiet men tog mandatet med. Det fik ingen andre konsekvenser end et alenlangt kommentarspor på Facebook, hvor hendes tidligere partikammerater beskyldte hende for ”mandattyveri”, uvederhæftighed og anden elendighed.

Og op til sidste kommunalvalg foreslog den daværende formand for Konservativ Ungdom Andreas Weidinger, der nu er kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte, at man simpelthen ved lov forbyder byrådsmedlemmer at tage deres mandat med, når de skifter parti.

Men hverken håndfæstninger eller lovændringer giver mening, mener SDU-professor Robert Klemmensen.

– Man kan kun løse problemet ved at begrænse byrådsmedlemmernes demokratiske rettigheder, og det vil være moralsk forkert at gøre det. Retten til at skifte parti skal være der, fordi man naturligvis ikke kan stavnsbinde kandidater til deres parti, hvis de mener, at der foregår noget, de ikke kan stå inde for. Det ville jo være udemokratisk i sig selv. Så operationen skulle nok lykkes, men patienten ville dø undervejs, siger Robert Klemmensen. • jki@kl.dk