Kort nyt
tekst Mads Brandsen
Rudersdal hæver skatten
Budget /// Alle partier i Rudersdal på nær EL er blevet enige om en budgetaftale for næste år.
Foruden investeringer på 350 millioner kroner i børn, unge og idræt indebærer budgettet en skattestigning på 0,28 procent. Det betyder, at skatten fremover vil være på 23,08, hvilket stadig er blandt landets laveste.
Skattestigningen giver 50 millioner kroner ekstra i kassen om året. Aftalerne i forbindelse med udligningsreformen betyder, at Rudersdal kan beholde hele provenuet. •
Føler sig truet med eksklusion
Uro /// Bølgerne går fortsat højt i Venstre i Tønder, der i juni vragede siddende borgmester Henrik Frandsen (V) som spidskandidat til fordel for den noget mere ukendte Martin Iversen (V). Nu føler Henrik Frandsen sig truet med eksklusion af Venstre efter et læserbrev, som formanden for Venstre i Tønder Kommune, Kim Tygesen, skrev i JydskeVestkysten.
– Hvis man er medlem af Venstre, bakker man op omkring vores formål, politik og accepterer den demokratiske proces omkring valget af borgmesterkandidat (...). Da ingen fra gruppen har meldt sig ud af Venstre endnu, må vi jo antage, at hele byrådsgruppen bakker op om førnævnte, selv Venstres siddende borgmester, skriver V-formanden i læserbrevet.
– Jeg tager det helt klart som et udtryk for, at hvis man ikke makker ret, så bliver man smidt ud af Venstre, siger Henrik Frandsen til JydskeVestkysten. •
Eksborgmester klar igen
KV21 /// Før sommer var han stadig i tænkepause, men nu melder Syddjurs’ borgmester fra 2014 til 2017, Claus Wistoft (V), sig klar til at tage endnu en tørn som spidskandidat.Hvis V-medlemmerne godkender det, vil det være fjerde gang i træk, Venstre stiller med ham i front.
– Jeg har tænkt det igennem
og er klar på at bruge den nødvendige tid. Var jeg ikke det, havde jeg holdt mig langt væk, kan jeg love dig, siger han til Adresseavisen. •
Simsek færdig som Venstre-spidskandidat
KV21 /// Den borgerlige udfordrer til Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S), hedder ikke længere Bünyamin Simsek (V). Venstre skal på jagt efter en ny borgmesterkandidat og politisk leder i Aarhus.
Det oplyser både han selv og Venstre i Aarhus Kommune i hver deres pressemeddelelse.
Ifølge Bünyamin Simsek trækker han sig, da kommuneforeningens bestyrelse ønsker en anden kandidat.
– Selv om Venstres medlemmer skulle foretrække mig som deres spidskandidat, så vil det ikke være en holdbar løsning uden bestyrelsens samlede opbakning. Derfor har jeg nu meddelt bestyrelsen, at jeg ikke står til rådighed som spidskandidat til næste kommunalvalg, siger Bünyamin Simsek.
Han har været Venstres spidskandidat siden valget i 2013, rådmand siden 2010 og medlem af Aarhus Byråd siden 2002.
I pressemeddelelsen understreger han, at han ikke er færdig med kommunalpolitik. Han genopstiller derfor som menigt byrådsmedlem i 2021. •
74.000
færre danskere var i job i juni 2020 sammenlignet med februar.
Kilde: Danmarks Statistik.
Byrådsmedlem idømt fængsel
Dom /// – Fantastisk med den kulturberigelse, men hvor er vores friske ungdom henne. Bør I ikke finde sammen, bevæbne jer og sammen en gang for alle fjerne den ondskab.
Sådan skrev Knud Ahrenkiel, medlem af Kerteminde Byråd for Miljølisten, i et opslag på Facebook for to år siden som kommentar til et overfald i Kolding, hvor tre mænd blev overfaldet af 10 unge mænd med mellemøstligt udseende.
Det koster ham nu 60 dages betinget fængsel.
– Det var helt forventeligt med den røde dagsorden, der er i det her land. Hvis man er kritisk over for de her, der har den herkomst, så får man en straf, siger han til TV 2/Fyn.
Knud Ahrenkiel anker dommen, så Østre Landsret skal tage stilling til den. Hvis landsretten kommer frem til samme resultat, og der dermed foreligger en endelig dom i sagen, vil Knud Ahrenkiel miste sin valgbarhed og må derfor udtræde af byrådet. •
Fremad får første kommunalpolitiker
Partihop /// Medlem af Københavns Borgerrepræsentation Kåre Traberg Smidt har forladt Alternativet til fordel for partiet Fremad.
Det skriver han på Twitter.
Dermed bliver han Fremads første kommunalpolitiker og partiets anden folkevalgte foruden Simon Emil Ammitzbøll.
Kåre Traberg Smidt forlod Venstre for fem år siden, hvorefter han meldte sig ind i Alternativet. Han blev suppleant for partiet ved KV17, men han kom ind, da en partifælle tog orlov, og en anden forlod politik. •
Sosu'er på kursus i værdighed
Ældre /// Alle 2.500 medarbejdere på ældreområdet i Esbjerg kommer nu på et særligt udviklet kursusforløb, der skal sikre en værdig ældrepleje.
Udvalgsformand Olfert Krog (DF) håber, at kommunen dermed undgår en sag om omsorgssvigt i stil med den, som TV 2 afslørede i Aarhus og Randers.
– Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå noget, der bare minder om det, og der spiller den uddannelsesindsats, vi nu sætter i værk, godt ind, siger han til JydskeVestkysten.•
Går på pension
Med udgangen af oktober sætter Helle Linnet punktum for 29 år som kommunal chef og direktør.
Her fratræder hun sin stilling som social- og arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Helle Linnet begyndte i Møn Kommune, der ved kommunesammenlægningen i 2007 blev en del af Vordingborg Kommune, hvor Helle Linnet fortsatte som direktør.
– Jeg har været meget glad for mine mange år i Vordingborg og Møn Kommune. En lang periode, hvor jeg har haft mulighed for at have meget indflydelse på en stor del af velfærdsområdet. Jeg ser nu frem til, hvad en ny tilværelse vil bringe, siger hun.
Ved siden af jobbet er Helle Linnet formand for Socialchefforeningen. Den post genopstiller hun ikke til, oplyser hun. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-14-side-4-5.pdf