Netværk
tekst Erik Malling-Jensen
/// Jobskifte
Odense-rådmand bliver centerchef i Langeland
Jane Jegind (V), by- og kulturrådmand i Odense Kommune, tiltræder 1. september en nyoprettet centerchef-stilling (erhvervs-, kultur- og turisme-området) i Langeland Kommune og forlader dermed Odense Byråd. Jane Jegind er 56 år, har været medlem af byrådet siden 1998 og har dermed byrådets længste anciennitet. Hun har været rådmand siden 2006 – de eneste to valgperioder by- og kulturrådmand. Hun har i tidligere valgperioder været rådmand for børn- og unge og for ældre og handicappede.
Jane Jegind er er uddannet cand. negot. med tysk og engelsk fra Syddansk Universitet i 2000. Hun var efterfølgende ansat ved Mærsk Data i fem år og derefter kort ved IBM, inden hun blev fuldtidspolitiker. Blandt Jane Jeginds mange tillidshverv kan nævnes, at hun er næstformand i Danmarks Biblioteksforening, næstformand i Destination Fyn, formand for IFFD (Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark), i bestyrelserne for Odense Bys Museer og HCA Fonden og medlem af KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg.
– Jane Jegind kommer med stor indsigt og erfaring fra både den private og den offentlige sektor. Samtidig har hun et meget stort netværk, som jeg er sikker på kommer os alle til gavn, anfører kommunaldirektør Jani Hansen, i en pressemeddelelse.
To nye chefer i Nyborg
Nyborg Kommune har ansat ny beskæftigelseschef og ny socialchef, begge hentet internt. Den nye beskæftigelseschef er Merete Gommesen, hidtil afdelingsleder i kommunens jobcenter, og hun efterfølger Louise Berg, der sidste år rykkede til Svendborg Kommune som borger- og arbejdsmarkedschef. Ny socialchef er Vicky Nellemann Kramer, der forud var leder af socialafdelingens myndighedsområde, og som overtog stillingen efter Dorthe Dahlstrup, der fratrådte i januar.
Merete Gommesen, 58 år, har solid erfaring inden for beskæftigelsesområdet og har en diplomuddannelse i ledelse. Hun kom til Nyborg Kommune i maj 2018, hvor hun blev afdelingsleder i jobcentret. Forud var hun fra august 2012 ansat ved Assens Kommune, hvor hun i fem måneder var tværgående faglig koordinator, derefter i seks år leder af job- og kompetencecentret, inden hun rykkede til Nyborg. Hun kom til Assens fra godt tre år som teamleder ved Falck Jobservice i København. Hun bor i Kerteminde.
Vickie Nellemann Kramer, 42 år, er uddannet socialrådgiver fra Den sociale Højskole i Odense 2004 og har en diplomuddannelse i ledelse 2019. Hun har været ansat ved Nyborg Kommune siden 1. april, hvor hun blev leder af socialafdelingens myndighedsområde. Vickie Nellemann Kramer var forud teamleder i Middelfart Kommunes sundhedsafdeling i halvandet år, og hun var 2008-2017 ansat på Fredericia Kommunes socialområde som socialrådgiver, faglig koordinator og senest afdelingsleder. Hun bor i Brenderup i Middelfart Kommune.
Begge chefer tiltrådte deres nye stillinger pr. 1. august.
Ny teknik- og kultur-direktør i Billund
Billund Kommune har ansat Martin Sejersgaard-Jacobsen, forud områdechef for anlæg og drift i Kolding Kommune, som ny direktør for teknik-, plan- og kultur. Han overtog stillingen efter Lauge Clemmensen, der 1. maj tiltrådte som koncerndirektør i Silkeborg Kommune – med ansvar for sundheds- og omsorgsafdelingen, socialafdelingen samt teknik- og miljøafdelingen. Martin Sejersgaard-Jacobsen, 48 år, er uddannet skov- og landskabsingeniør fra Københavns Universitet 1998 og har suppleret med blandt andet HD i organisation og ledelse fra Syddansk Universitet og uddannelse i politisk ledelse fra Harvard University. Han var 2000-2013 ansat ved HedeDanmark a/s, hvor han senest i knap to år var regionschef for Østjylland, og han var 2005-2011 næstformand i organisationen Danske Skov- og Landskabsingeniører. Martin Sejersgaard-Jacobsen blev i august 2013 ansat ved Kolding Kommune som områdechef for anlæg og drift, og det var fra denne stilling, at han 10. august kom til Billund Kommune som direktør, valgt blandt 22 ansøgere. Og hermed er direktionen igen fuldtallig.
Sønderborg henter ny direktør internt
Nicolai Dupont Heidemann er af Sønderborg Kommune blevet ansat som kultur- og erhvervsdirektør. Han var i forvejen konstitueret i stillingen og tiltrådte som fast ansat den 18. august. Han efterfulgte på direktørposten Inge Olsen, der er skiftet til en stilling som afdelingschef for Bæredygtighed, Natur og Landdistrikter, som nu er en stabsfunktion under kommunaldirektøren.
Nicolai Dupont Heidemann, 47 år, er cand.mag. i historie fra Odense Universitet og samfundsfag fra Aarhus Universitet. Efter at have afsluttet uddannelsen i 1999 blev han ansat ved it-firmaet Danadata i Aarhus og rykkede året efter til Esbjerg Byhistoriske Arkiv som it-koordinator, fra 2003 souschef. I 2008 blev Nicolai Dupont Heidemann digital chef ved Koldingbibliotekerne og i 2010 bibliotekschef. I forbindelse med en organisationsændring i Kolding Kommunes by- og udviklingsafdeling blev han i 2013 områdechef for kultur, men rykkede i januar 2016 til Sønderborg Kommune som kultur- og fritidschef med også bibliotek, musikskole, landdistriktskoordination og ungekoordination som ansvarsområde. Den 18. juni blev han konstitueret direktør for forvaltningen Kultur og Fritid. Den hed før Kultur, Turisme og Bæredygtighed, men navnet blev ændret i forbindelse med en strukturændring, hvor erhvervsområdet blev en del af forvaltningen. Nicolai Dupont Heidemann gennemførte i 2015 en international lederuddannelse på Harvard University i USA. Han bor i Kolding.
Direktør fra København til Frederiksberg
Nina Eg Hansen, forud administrerende direktør i Københavns Kommunes socialforvaltning, er rykket til nabokommunen Frederiksberg som ny børne- og ungedirektør. Hun efterfølger her Inger Andersen, der fratrådte ved årets begyndelse efter 11 år i stillingen. Nina Eg Hansen er 48 år og cand.scient.pol. og efterfølgende blandt andet uddannet på Harvard University. Efter sin eksamen fra Aarhus Universitet i 1999 blev hun direktionssekretær i Danmarks Naturfredningsforening, men skiftede i 2001 til statsadministrationen som fuldmægtig i Socialministeriet, og her blev hun i 2006 kontorchef i kontoret for udsatte børn. Med dannelsen af Velfærdsministeriet i 2007 blev Nina Eg Hansens kontor udvidet med dagtilbudsområdet, og hun fortsatte med det samme område ved de følgende ministerielle ændringer – senest i et Socialministerium. Herfra rykkede hun i 2010 til Ringsted Kommune som børne- og kulturdirektør. I 2012 vendte hun tilbage til staten, nu som direktør i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold med ansvar for det samlede socialpolitiske område. Og med et regeringsskifte i sommeren 2015 flyttede området og Nina Eg Hansen til Social- og Indenrigsministeriet som afdelingschef. Det var herfra, at hun 1. marts 2016 kom til Københavns Kommune som administrerende direktør for socialforvaltningen. Og ved starten af denne måned skiftede hun til stillingen som børne- og ungedirektør i Frederiksberg Kommune.
Ny centerchef i Lyngby-Taarbæk
Efter godt et halvt års konstituering er Nina Kragesteen blevet fast ansat som chef for Lyngby-Taarbæk Kommunes Center for kultur, it, politik og organisation. Hun var forud i mere end tre år afdelingschef for strategi, HR, kommunikation og digitalisering. I stillingen som centerchef efterfølger hun Edda Heinskou, der som tidligere omtalt er blevet direktør for områderne uddannelse og pædagogik, social indsats samt unge, borgerservice og arbejdsmarked.
Nina Kragesteen, 37 år, har en kandidatgrad i biblioteks- og informationsvidenskab og en diplomuddannelse i ledelse. Hun kom til Lyngby-Taarbæk Kommune i 2017 fra DSB, hvor hun var leder af to teams i HR. Og i 2009-2015 var hun ansat ved Helsingør Kommune, senest konstitueret områdeleder for udvikling, kommunikation og erhverv. Nina Kragesteen tiltrådte pr. 1. august som centerchef i Lyngby-Taarbæk.
Favrskov har hentet ny arbejdsmarkedschef internt
Efter at have været konstitueret som arbejdsmarkedschef i fire måneder er Anders Blæsbjerg Baun blevet fast ansat i stillingen efter Anita Jensen, der i april skiftede til den tilsvarende stilling i Silkeborg Kommune.
Anders Blæsbjerg Baun, 38 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009 og er i gang med en masteruddannelse i offentlig ledelse. Han var 2009-2012 AC-fuldmægtig ved Aarhus Kommune og rykkede herfra til en tilsvarende stilling i Norddjurs Kommunes direktionssekretariat. Anders Blæsbjerg Baun var sekretariatschef i samme kommunes velfærdsforvaltning, da han i august 2016 kom til Favrskov Kommune som sekretariatschef i Børn og Skole. I december 2019 blev han Favrskovs borgerservicechef og sekretariatschef i Job og Økonomi. Og i juli overtog han stillingen som arbejdsmarkedschef – valgt blandt 22 ansøgere. Han bor i Søften i Favrskov Kommune.
Kontorchef fra staten til Hvidovre
Hvidovre Kommune har ansat Michael Karlsen, hidtil kontorchef i Socialstyrelsen, som ny centerchef for Børn og Familie. Han har overtaget stillingen efter Charlotte Ibsen, der i juni rykkede til Københavns Kommunes socialforvaltning som centerchef på det specialiserede børne- og ungeområde.
Den 39-årige Michael Karlsen er bachelor i statskundskab og efterfølgende bachelor i antropologi, begge dele fra Aarhus Universitet. Og har en masteruddannelse på samme områder – herunder med studieophold i Kina. Samtidig med studierne havde han 2006-2010 ansættelser i Gladsaxe Kommunes arbejdsmarkedsafdeling, i Udenrigsministeriet og i Integrationsministeriet. Efterfølgende var han i godt et år leder af gadeindsats i Valby for Københavns Kommune og derpå rådgiver og analytiker i en konsulentvirksomhed. I 2012-2013 var han rådgivende konsulent i Social- og Indenrigsministeriet. Det var herfra, han kom til Socialstyrelsen, hvor han de seneste tre år var kontorchef i Center for Børn, Unge og Familier, inden han pr. 1. august i år tiltrådte som centerchef i Hvidovre Kommune. Han bor på Østerbro i København. Så med jobskiftet fra Odense til Hvidovre kan han nu tage cyklen på arbejde.
Viborg henter handicapchef i Socialstyrelsen
Morten Kurth, forud ansat i Socialstyrelsen, er tiltrådt som leder af handicapafdelingen i Viborg Kommunes social-, sundheds- og omsorgsforvaltning. Han efterfølger her Kim Søgaard, der i marts skiftede til socialchef i Varde Kommune.
Morten Kurth er 45 år og er oprindelig uddannet ergoterapeut (2000). Senere gennemførte han en master i social integration fra Aarhus Universitet samt en projektlederuddannelse og er pt. halvvejs i en lederuddannelse. I 2001-2003 var han ergoterapeut ved Aarhus Amt, derefter faglig konsulent ved Videncenter for Bevægelseshandicap og siden 2007 ansat ved Socialstyrelsen, senest i en souschef-stilling som leder af national koordination – med ansvar for den nationale koordinationsstruktur og havde derigennem blandt andet kendskab til handicaptilbuddene i Viborg Kommune. Han tiltrådte som leder af handicapafdelingen pr. 1. august. Morten Kurth bor i Langå i Randers Kommune.
Også borgerrådgiver i Odder
Med start den 3. august har også Odder Kommune fået tilknyttet en borgerrådgiver. Hver mandag vil Karin Lambert være klar til at varetage opgaven som en form for kommunal ombudsmand. Hun er med i et fælleskommunalt team på fire personer, der dækker syv kommuner i forskelligt omfang. De andre er Favrskov, Horsens, Norddjurs, Randers, Skanderborg og Skive.
Karin Lambert er uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet og har en master i konfliktmægling. Hun har tidligere været fuldmægtig i blandt andet Hinnerup/Favrskov Kommunes borgmesterkontor og social- og sundhedssekretariat. I 2011-2017 var hun underviser og vejleder ved Aarhus-afdelingen af COK. Karin Lambert er 55 år og har siden januar 2012 været med i teamet af borgerrådgivere. Hun bor i Odder.
Hedensted Fjernvarme har ansat direktør
Gitte Guldberg, der har en bred erfaring som leder inden for forsyningssektoren, er 1. august tiltrådt en nyoprettet stilling som direktør for Hedensted Fjernvarme. Gitte Guldberg er teknikumingeniør fra Ingeniørskolen i Horsens 1990, har et pædagogikum for lærere ved ervervsskoler og en Master of Business Administration (MBA). Hun kom til Hedensted fra små to år som afdelingschef ved Krüger A/S i Region Midtjylland og var forinden i en årrække ansat i forsyningsselskaber: fra 2006 ved Lemvig Forsyning (først afdelingsleder og 2010- 2014 direktør) og 2014-2018 direktør for Morsø Forsyning. Hun har tidligere været projektingeniør ved vand og spildevand i Lemvig Kommune og har været energirådgiver i Tre-FOR Entreprise.Gitte Guldberg bor på Mors, men flytter til Hedensted, når huset er solgt.
Syddjurs-direktør stopper
Jørgen Andersen, der er direktør i Syddjurs Kommune med et meget stort ansvarsområde, har ønsket af fratræde sin stilling ved årets udgang. Han har været direktør i kommunen i hele dens levetid og fratræder, fordi han vil have mere tid til familie, interesser og frivilligt arbejde. Forud for dannelsen af Syddjurs Kommune i 2007 var Jørgen Andersen i 13 år ansat i chefstillinger i sammenlægningskommunen Rosenholm.
Jørgen Andersen er 63 år og uddannet som sygeplejerske i 1981, og han arbejdede på plejehjem, sygehuse og i hjemmeplejen i Aarhus indtil 1986. Derefter var han 1986-1992 i Bangladesh som projektleder ved spedalskhedsarbejde. I 1994 blev han ansat som sundhedschef i Rosenholm Kommune, fra 1999 udvidet til ældre- og sundhedschef og var fra 2004 konstitueret direktør for velfærdsområderne, indtil Rosenholm i januar 2007 indgik i dannelsen af Syddjurs Kommune, hvor han blev direktør for sundhed, ældre, social og beskæftigelse. I 2013 blev opgaverne udvidet med skoler, dagtilbud og familieområdet. Og siden 2017 har hans ansvarsområde været sundhed, ældre, social, familie, skole og dagtilbud.
Fagchef i Ringkøbing-Skjern på pension
Lone Rossen, der er fagchef for Land, By og Kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune, går på pension ved udgangen af september. Lone Rossen, 62 år, er agronom fra Landbohøjskolen og har en ph.d. i molekylær genetik fra University of East Anglia (1985), hvor hun fortsatte i en forskerstilling. Hun har desuden en HD i ledelse og organisationsudvikling fra CBS (2000). Lone Rossen vendte i 1987 tilbage til Danmark til en stilling som seniorforsker ved Risø og tre år senere skiftede hun til Bioteknologisk Institut i København-Kolding, hvor hun var forskningsdirektør, da hun i 2004 skiftede til chef for patentenheden i Patent- og Varemærkestyrelsen. I 2007 flyttede hun til Fyn som direktør for Kerteminde Kommunes miljø- og kulturforvaltning, og 1. oktober 2015 kom hun til Ringkøbing-Skjern Kommune som fagchef for Land, By og Kultur-afdelingen, hvor hendes ansvarsområde dækker vidt: Fra kultur og fritid over byggesager og planlægning til vej og park, drift af kommunale bygninger, spildevand, affaldsindsamling og naturbeskyttelse. Og efter præcis fem år på Vestkysten går hun ved udgangen af næste måned på pension. Hun har i fem år weekend-pendlet mellem Odense og Ringkøbing, Men nu skal hun hjem til familien i Odense på fuld tid. Hun har sidste arbejdsdag den 11. september og i resten af ansættelsen holdes ferie.
Børnechefen i Randers fratræder
Børnechef Dorte Brøns fratræder efter gensidig aftale stillingen som børnechef i Randers Kommune. Hun er uddannet pædagog fra Frøbelseminariet 1981 og har en MPA i organisation og ledelse fra Aalborg Universitet samt en master i retorik og formidling fra Aarhus Universitet. Dorte Brøns har i næsten 20 år været ansat ved Randers Kommune, børnechef siden januar 2007. Var forud souschef i den daværende daginstitutionssektion. Hun fratræder 31. august.
/// Runde år
60
Steen Bording Andersen (S), folkeskolelærer og medlem af Aarhus Byråd siden 2006, fylder 60 år den 29. august. Han er her formand for kulturudvalget samt blandt andet medlem af social- og beskæftigelsesudvalget og af bestyrelsen for Aarhus Festuge. Svend Bording Andersen har siden 2014 været formand for Danmarks Biblioteksforening og var i forvejen medlem af foreningens forretningsudvalg og i forretningsudvalget for den europæiske biblioteksforening EBLIDA. Han er desuden næstformand i Beder-Malling Socialdemokratiske Forening. Han er læreruddannet fra Marselis Seminarium i 1985 og har i 34 år været ansat ved Parkvejens Skole i Odder. Markeringen af den runde fødselsdag forventes først markeret til oktober.
Thomas Kampmann (K), direktør og medlem af Køge Byråd siden 1. januar 2018, fylder 60 år den 30. august. Han har tidligere været medlem af Greve Byråd fra april 2007 og frem til september 2012, da han flyttede til Køge. Han er i Køge Byråd blandt andet næstformand i børneudvalget og medlem af klima- og planudvalget. Thomas Kampmann er uddannet civiløkonom fra CBS og shippinguddannet hos ØK. Han har siden 2000 været direktør for Køge Havn og for Skandinavisk Transportcenter samme sted. Han har siden januar 2018 været medlem af bestyrelsen for organisationen Danske Havn og blev kort efter næstformand.
Benny Hammer (K), planteskoleejer og medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse siden 2002, fylder 60 år den 31. august. Han er her viceborgmester samt medlem af økonomiudvalget og af erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget, desuden medlem af skatte- og vurderingsankenævnet (Fællesnævn Djursland), af Djurslands Udviklingsråd og af bevillingsnævnet. Han er næstformand i det fælleskommunale vand- og spildevandsselskab Aqua Djurs og i bestyrelsen for Kristent Skole- og Kulturcenter i Fjellerup. Og han er formand for oplysningsforbundet FOF Djursland samt næstformand i Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland. Benny Hammer er uddannet gartneritekniker 1987 og merkonom 1990. Han har siden 1995 ledet og ejet Skovplanteskolen Holmegaard A/S ved Grenaa.
Klaus Hansen (V), gårdejer og medlem af Ringsted Byråd siden 2010, fylder 60 år den 2. september. Han er i byrådet formand for børne- og undervisningsudvalget samt medlem af økonomiudvalget og af klima- og miljøudvalget, desuden formand for Venstres byrådsgruppe. Klaus Hansen har været selvstændig landmand siden 1984.
Hanne Agersnap (SF), førtidspensionist og medlem af Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse, fylder 60 år den 5. september. Hun blev medlem kommunalbestyrelsen i 2006, men udtrådte i 2007, da hun blev medlem af Folketinget. Hun var i Folketinget frem til september 2011 og har siden 2014 igen været medlem af Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse. Her er hun medlem af kultur- og fritidsudvalget, af social- og sundhedsudvalget
og af handicaprådet. Siden 2018 har hun haft selskab i kommunalbestyrelsen af sin søn, partifællen Sigurd Agersnap, der er formand for teknik- og miljøudvalget. Hanne Agersnap er 4. suppleant til regionsrådet, men har allerede været indkaldt som stedfortræder fire gange. Hanne Agersnap er cand.scient i kulturgeografi fra Københavns Universitet 1991 og var senest ansat i fleksjob ved KAB som formidler af beboerdemokrati, indtil hun i 2018 blev førtidspensioneret på grund af sygdommen parkinson.
Kirstine Bille (SF), faglærer og medlem af Syddjurs Byråd, fylder 60 år den 5. september. Hun startede sin politiske karriere i 2002 som medlem af Ebeltoft Byråd. Da Ebeltoft i 2007 blev en del af den nye Syddjurs Kommune blev Kirstine Bille medlem af den nye kommunes byråd, og her var hun borgmester 2010-2013. Hun er i indeværende byrådsperiode 2. viceborgmester samt formand for udvalget for familie og institutioner. Hun er medlem af Djursland Udviklingsråd (fælles for de to Djursland kommuner). Desuden er hun medlem af KL’s internationale udvalg og siden 2010 medlem af EU’s regionsudvalg. Hun har flere gange været folketingskandidat for SF, senest ved valget i 2015. Kirstine Bille er bachelor i engelsk fra Aarhus Universitet og har siden 1993 været faglærer på Viden Djurs.
Winnie Sørensen (SF), A-kasseleder og medlem af Tårnby Kommunalbestyrelse, har været medlem af kommunalbestyrelsen siden maj 2016, fylder 60 år den 8. september. Hun indledte sin kommunalpolitiske karriere med en suppleantplads og er nu formand for arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesudvalget samt medlem af økonomiudvalget og af teknik- og miljøudvalget. Winnie Sørensen er uddannet kontorassistent og har senere gennemført en akademiuddannelse i ledelse. Hun har en lang årrække været ansat ved Kastrup-afdelingen af fagorganisationen 3F, hvor hun nu er A-kasseleder.
Mette Gerdøe-Frederiksen (EL), pædagog og medlem af Vordingborg Kommunalbestyrelse siden 2018, fylder 60 år den 8. september. Hun er næstformand i udvalget for børn, unge og familie og formand for et lige nedsat §17, stk. 4-udvalg: Det gode børneliv. Mette Gerdøe-Frederiksen er uddannet pædagog og har siden 2016 været ansat på Kompetencecenter Kalvehave. Hun var forud i over 25 år faglig sekretær hos BUPL Sydøst og medlem af organisationens hovedbestyrelse.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-14-side-42-46.pdf