Ældreplejen trænger til forandring

Viborgs ældreudvalgsformand Lone Langballe (DF) vil bruge frikommuneforsøget til at gøre op med vanetænkningen i ældreplejen.

tekst Mads Brandsen

##ContentBoxStart##260973##ContentBoxEnd##

Byrådsmedlem, udvalgsformand, regionsrådsmedlem, forretningsudvalgsmedlem, medlem af Danske Regioners bestyrelse og formand for et af organisationens udvalg.

Man kan sætte mange kasketter på hovedet af Lone Langballe (DF), der ved næste valg er klar til at tage en tørn til som sit partis spidskandidat til Viborg Byråd næste år. Og regionsrådet genopstiller hun også til.

– Jeg vil det hele, siger hun med smil i stemmen og fortsætter: 

– Egentlig vil vi i Dansk Folkeparti gerne nedlægge regionerne, men når de nu er her, giver det bare så god mening at sidde begge steder. Jeg forsøger at nedbryde de overgange, der kan være mellem regionen og kommunen, og jeg oplever også, det har stor værdi for mit byrådsarbejde, at jeg ved, hvad der sker i regionen. 

Det civile job som sygeplejerske har hun for længst lagt på hylden til fordel for at hellige sig politikken på fuld tid. Kommunalt er hun formand for ældre- og aktivitetsudvalget og glæder sig derfor over, at partierne bag finansloven har fundet 425 millioner kroner til en pulje, der finansierer en varig fastansat social- og sundhedsmedarbejder for hver ufaglært medarbejder, der sendes i uddannelse.  

Indsatsen fejler intet

Det er ikke mange penge, når de skal deles mellem 98 kommuner, men Lone Langballe glæder sig alligevel over, at der nu kommer øget politisk fokus på området. 

– Det er rigtig godt, men det allervigtigste er, hvilke arbejdsforhold vi byder medarbejderne. Det at arbejde i ældreplejen i dag er efterhånden et ret krævende arbejde, og vi kan se på vores sosu-elever, at mange af dem bliver skræmt væk efter alt for kort tid, siger Lone Langballe. 

Der er ikke noget galt med medarbejdernes indsats, understreger hun.

– Jeg synes, vi i Viborg gør det ret godt. Jeg har ikke noget at udsætte på selve den pleje, de ældre får. Men når vores medarbejdere ikke synes, de kan slå til, må vi gøre noget, siger hun.

En stor del af problemet er ifølge Lone Langballe al den dokumentation, kommunerne skal udarbejde på ældreområdet. 

– Vores ældrepleje forventes i dag at være en slags hjemmesygehus, hvor vores medarbejdere forholder sig til mange komplekse sygdomme, og hvor det hele godt kan blive lidt for klinisk. Der skal dokumenteres, og i stedet for at være optaget af, om den ældre synes, man har hjulpet vedkommende, kommer det til at handle meget om, hvorvidt man har dokumenteret tilstrækkeligt. Vi kunne godt trænge til, at dokumentationskravene blev lempet noget, så vi også tænker på, hvad de ældre sætter mest pris på, siger Lone Langballe.

Det får Viborg i høj grad lejlighed til fremover. Kommunen er nemlig udpeget til at være frikommune på ældreområdet, hvor mange af de nuværende snærende bånd kan løsnes, og hvor man kan prøve at gøre det hele på en lidt anden måde. 

– Vi skal se på, hvad der kan undværes, og det vil jo være til gavn for alle kommuner. Vi kan og vil eksempelvis udfordre sundhedsloven. Vi opfordrer medarbejderne til at overveje områder, hvor vi kan gøre tingene anderledes. Det vil lederne så sammen med medarbejderne se nærmere på, siger hun og fortsætter:

– Vi skal væk fra det her med, at medarbejderne dokumenterer noget, som ingen egentlig har behov for, men som mest af alt tjener det formål at undgå kritik. Det centrale bør være, hvordan de ældre har det, og hvordan medarbejderne trives i deres arbejde. Alt for mange medarbejdere er pressede, og det er jo faktisk ikke meningen. Det er meningen, at der skal være tid til at drikke en kop kaffe og spise en småkage med de ældre. Det er drømmen for mig, at alle vores medarbejdere har den tid.

Du siger, det går godt i Viborg. Kan du ikke som udvalgsformand være lidt bekymret for, at I får en ubehagelig sag som sagen om Else fra Aarhus, der blev udsat for omsorgssvigt?

– Nej, det er jeg faktisk ikke bekymret for. Vi har en ledelse, der er meget tæt på beboerne og medarbejderne – vi har simpelthen færre medarbejdere pr. leder, end man har i mange andre kommuner. Det sikrer, at lederne har en bedre føling med, hvordan det går, og det er bestemt ikke min oplevelse, at der er ansatte i Viborgs ældrepleje, der er forråede og fremmedgjorte, som vi så det i Aarhus, siger Lone Langballe.

##ContentBoxStart##241517##ContentBoxEnd##

Ingen fiks løsning

Hun stiller sig som nævnt til rådighed som spidskandidat for Dansk Folkeparti i Viborg til KV21, men erkender blankt, at hun ikke har svaret på, hvordan partiet vender den modgang, partiet er i, og som hun også selv har oplevet helt tæt på. Gemalen, Christian, røg nemlig ud af Folketinget i fjor. 

– Jeg har ikke en fiks og færdig løsning på, hvordan Dansk Folkeparti går frem igen, men jeg mener, vi er et nødvendigt parti. Vi står for det samme, som vi altid har gjort, og det er der ikke andre, der gør. Ikke mindst værdipolitisk. Men vi har mistet momentum, og der har været meget, der er gået galt, siger hun.

Lokalt holdt partiet skindet på næsen ved KV17 og beholdt sine to mandater, mens Lone Langballe personligt fik næsten samme antal personlige stemmer som ved sit første valg i 2013. Man får hende ikke til at spå om, hvordan det går næste år.

– Alt kan ske. Vi er fulde af fortrøstning, og forhåbentlig kan vi beholde vores to mandater. Det allervigtigste er dog, at vi er repræsenteret, siger Lone Langballe. 

Noget kan hun dog allerede nu sige. Modsat mange af hendes kolleger kommer hun ikke til at føre meget af valgkampen på de sociale medier. 

– Det er bare ikke mig. Det kan være min svaghed, men jeg håber, at folk alligevel godt ved, hvem jeg er, siger hun. • mdbr@kl.dk