
Digitaliseringsstyrelsen snupper direktør i København
tekst Mads Brandsen
Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i Københavns Kommune skal på jagt efter en ny administrerende direktør.
1. februar skifter forvaltningens nuværende topchef, Tanja Franck, til en stilling som direktør for Digitaliseringsstyrelsen. Det oplyser styrelsen tirsdag.
49-årige Tanja Franck har været i Københavns Kommune siden 2018 og har tidligere været direktør for Udlændingestyrelsen, departementsråd i Statsministeriet og afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet.
Forleden har Tanja Franck været en af de topembedsmænd, der blev afhørt i Instrukskommissionen. I en mail til sine daværende kolleger i Statsministeriet skrev hun, at det nok var vigtigt, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik besked om, at daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ”meldte hårdere ud, end juraen kan holde til”.
Tanja Franck er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og overtager stillingen i Digitaliseringsstyrelsen efter Rikke Houberg Zeberg, der til nytår tiltræder som branchedirektør i Dansk Industri. mdbr@kl.dk