
Esbjerg-borgmester: Stop for olieudvinding er vemodigt men et godt skridt mod grøn omstilling
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
I 2050 er det slut med at hente olie og gas op af undergrunden i Nordsøen. Det har Folketingets partier besluttet i går torsdag, hvor de blev enige om en aftale for oliestop og en plan og penge for omstilling af sektoren.
Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ser flere gode elementer i aftalen.
– Selvom det er vemodigt, at man sætter en slutdato på et eventyr, der har genereret milliarder til både statskassen og Esbjerg Kommune, så er det godt, at man har gjort det på en klog måde. Med fastlåsningen af rammerne for olie- og gasproduktionen frem til 2050 kommer der sikkerhed for rammevilkårene på et område, har har været til debat i mange år, siger Jesper Frost Rasmussen til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner dagen derpå.
Esbjerg Havn beskæftiger mere end 10.000 mennesker, og langt de fleste har med olie- og gasindustrien at gøre. Derfor vil det umiddelbart være et stort slag for beskæftigelsen i Esbjerg, at olie- og gasproduktionen lukker ned. Men i aftalen er der også sat penge af til en række initiativer, som kan være med til at omstille sektoren, så Esbjerg Kommune stadig kan have industri i havnen, siger Jesper Frost Rasmussen.
– Der er blandt andet afsat 90 millioner kroner, som kan blive brugt til at uddybe sejlrenden til havnen. Det vil være nødvendigt, for at vi fortsat kan være førende inden for produktion og udskibning af fremtidens havvindmøller. De er så store, at skibene, der skal transportere dem, stikker så dybt, at sejlrenden skal udvides. Det er en væsentlig forudsætning for at vi kan fastholde vores position, siger han.
Han peger desuden på, at der i aftalen er afsat 200 millioner kroner til at modne den såkaldte carbon capture-teknologi, der går ud på at binde CO2 til undergrunden i udtjente oliefelter.
– Det vil også generere nye arbejdspladser som erstatning for dem, der forsvinder med olie- og gasstoppet, og det kan være med til at skabe vækst på havnen og i Esbjerg, siger Jesper Frost Rasmussen.
Han er overvejende optimistisk omkring aftalens perspektiver for Esbjerg Kommune. Den skriver nemlig et nyt kapitel i en årtier lang fortælling om Esbjerg.
– I 70'erne fyldte fiskeriet alt i Esbjerg og i havnen. Så kom olie- og gasproduktionen og overtog som det nye væksteventyr. Siden kom havvindmølleproduktionen til og startede den grønne omstilling. Med olie- og gasstoppet går vi så i gang med den sidste del af transformationen til grøn omstilling. Det flugter også fint med vores egen ambition om at være grøn energimetropol, siger Jesper Frost Rasmussen.
Han peger på, at Esbjerg Kommunes egen rolle i omstillingen i høj grad vil handle om at få olie- og gasindustriens arbejdsstyrke omstillet til nye arbejdsopgaver.
– Ifølge aftalen skal der nedsættes et vækstteam, som skal opkvalificere de ansatte. Det sætter vi os gerne i spidsen for, siger Jesper Frost Rasmussen.
Hele Nordsøaftalen kan læses på Klima-, energi- og forsyningsministeriets hjemmeside. jki@kl.dk