Netværk
tekst Erik Malling-Jensen
/// Jobskifte
Stig Henneberg, der er partner i rådgivervirksomheden Struensee & Co., er blevet ansat som ny kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune efter Torben Kjærgaard, der i november blev kommunaldirektør i Frederikssund.
Hvad motiverede dig til at søge denne stilling?
– Det var vigtigt for mig, at Frederiksberg er en kommune, hvor ambitionerne er høje – uanset om det gælder velfærdsservice, bæredygtighedsdagsordenen eller udvikling af fremtidens byrum. Og hvor man samtidig er optaget af, at ambitionerne faktisk omsættes til virkelighed.
Hvad tager du med dig fra dit gamle job?
– Som afdelingschef i Finansministeriet og som partner i en rådgivningsvirksomhed har jeg opnået stor erfaring med at sikre politikere gode beslutningsgrundlag, der skaber synlighed om konsekvenser og alternativer, og som samtidig har fokus på, hvordan beslutningerne gennemføres i praksis.
Hvad glæder du dig mest til i dit nye job?
– Jeg glæder mig til sammen med kommunens dygtige medarbejdere at sætte fuld kraft bag de spændende dagsordener, som borgmester og kommunalbestyrelse har udstukket. Og så glæder jeg mig til samarbejdet med hele Frederiksbergs ”økosystem” – erhvervslivet, foreningslivet, kulturlivet osv.
Stig Henneberg, 45 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 2001 og har en Master of Public Policy. Han var i 2005-2007 budgetattache ved den danske EU-repræsentation i Bruxelles. Herefter blev han chefkonsulent i Statsministeriet, men skiftede i 2011 til Finansministeriet som kontorchef, fra november 2014 afdelingschef. Siden 1. marts 2018 har han været partner i rådgivervirksomheden Struensee & Co.
To nye koncerndirektører i Fredericia
Fredericia udvider direktionen og har ansat to nye koncerndirektører. Som ny direktør for børn- og ungeområdet er ansat den 52-årige Peter Mikael Andreasen, der kommer fra en stilling som børne- og familiedirektør i Jammerbugt Kommune, og som direktør for voksen- og ældreområdet er ansat 45-årige Yelva Bjørnholt, der i dag er koncernchef for social- og beskæftigelsesområdet. Begge tiltræder de nye stillinger den 1. marts.
Peter Mikael Andreasen er læreruddannet fra Skive Seminarium i 1998 og var forinden typotekniker. Han gennemførte i 2001 en diplomuddannelse i almen pædagogik fra Skive Seminarium og blev i 2010 master i offentlig ledelse fra Aarhus Universitet.
Efter en kort tid som lærer ved Sevel Skole i Vinderup Kommune skiftede han i 1999 til Vestre Skole i Viborg Kommune. I 2004 blev Peter Mikael Andreasen viceskoleleder ved Nørrevangsskolen i Randers Kommune og var her konstitueret skoleleder det sidste halve år, inden han i februar 2002 fratrådte. Han arbejdede derpå et halvt år som vikar, inden han i august samme år blev leder af børne- og familierådgivningen i Herning Kommune. Herfra rykkede Peter Mikael Andreasen i august 2012 til Rebild Kommune som centerchef for familie og handicap, og i juli 2014 blev han familie- og forebyggelseschef i Vejle Kommune. Det var herfra, at han i oktober 2018 kom til Jammerbugt.
Yelva Bjørnholt er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Efter sin eksamen i 2002 blev hun fuldmægtig i Gladsaxe Kommunes pleje- og omsorgsafdeling. I 2004 rykkede hun til psykiatrien i Aarhus Amt, hvor hun blev fuldmægtig i budget og planlægning. I 2007 fortsatte hun i en tilsvarende stilling i den nyetablerede Region Midtjylland. Herfra rykkede Yelva Bjørnholt i 2009 til Vejle Kommune, hvor hun blev leder af økonomiteam i senior- og sundhedsforvaltningen. Den blev ved en senere strukturændring til en velfærdsforvaltning, hvor hun var leder af sundhedsfagligt team, da hun i juni 2014 blev myndighedschef. Det var fra denne stilling, at Yelva Bjørnholt i april 2019 kom til Fredericia som koncernchef for social- og beskæftigelsesområdet.
Albertslund får ny miljø- og teknikchef
Albertslund Kommune har ansat Marie Guldborg som ny chef for Miljø & Teknik. Marie Guldborg kommer fra en stilling som enhedschef i Landbrugsstyrelsen, og hun efterfølger Susanne Kremmer, der er rykket til en anden stilling i samme kommune.
Marie Guldborg er cand.polit. fra Københavns Universitet 1995 og var fra 1996 ansat ved forsvaret, først som fuldmægtig og fra 2001 som økonomichef. I 2007 blev hun kontorchef for økologikontoret i FødevareErhverv under Fødevareministeriet, og i 2012 blev hun enhedschef i direktionssekretariatet samme sted. Siden 2013 har Marie Guldborg været enhedschef i EU og Erhverv i nu Miljø- og Fødevareministeriet. Hun tiltræder 1. marts som chef for hele miljø- og teknikområdet i Albertslund Kommune, idet også afdelingen drift og service, der har Klaus Nielsen som chef, pr. 1. marts lægges ind under Teknik & Miljø.
Centerchef fra Næstved til Fredensborg
Pernille Balslev-Erichsen, hidtil centerchef for plan og miljø i Næstved Kommune, er rykket til Fredensborg Kommune som centerchef for byudvikling, miljø og erhverv. Hun efterfølger her Ulla Cathrine Brinch, der er blevet direktør i Halsnæs Kommune, hvor hun blandt andet har ansvar for områderne miljø, kultur, idræt, erhverv, ejendomme og beskæftigelse.
Pernille Balslev-Erichsen, 56 år, er cand.jur. fra Københavns Universitet 1988 og har en masteruddannelse i offentlig ledelse fra CBS. Hun indledte sin erhvervskarriere med godt 12 år som afdelingschef/advokat ved arbejdsgiverorganisationen HORESTA og skiftede i 2001 til chefkonsulent i Fødevareministeriet. I 2008-2009 var hun advokat hos advokatfirmaet Stohn & Partners i København, derefter chef for jordbrugskontrolenheden i NaturErhvervstyrelsen. Det var herfra, at Pernille Balslev-Erichsen i juni 2016 kom til Næstved Kommune som centerchef for plan og miljø. Hun tiltrådte i januar centerchef-stillingen i Fredensborg Kommune.
Favrskov henter socialdirektør i Viborg
Favrskov Kommune har ansat Ulrik Johansen, der er socialchef i Viborg Kommune, som ny social- og sundhedsdirektør efter Kate Bøgh, der som tidligere omtalt går på pension ved månedens udgang.
Ulrik Johansen, 45 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 2003 og har en lederuddannelse fra professionshøjskolen Metropol i København 2016. Efter sin kandidateksamen blev han fuldmægtig ved Storstrøms Amt og blev her året efter leder af budgetfunktionen i økonomisk kontor. I 2005 kom han til KL som konsulent i kontoret for økonomisk analyse og erhverv, men skiftede i 2010 til KL’s Konsulentvirksomhed. Herfra rykkede Ulrik Johansen i juni 2013 til Vejle Kommune som digitaliserings- og analysechef, og overtog i august året efter stillingen som stabschef i velfærdsforvaltningen. Og siden 15. august 2017 har han været socialchef i Viborg Kommune. Ulrik Johansen tiltræder 1. marts som direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune. Han bor i Ry i nabokommunen Skanderborg.
Ny skolechef i Holstebro
Holstebro Kommune har ansat en af kommunens skoleledere, Peter Fogde Mikkelsen, Halgård Skole, som ny skole- og rådgivningschef efter Thomas Born Smidt, der som tidligere omtalt tiltrådte som skolechef i Silkeborg Kommune ved årsskiftet.
Peter Fogde Mikkelsen er 42 år, læreruddannet ved Nørre Nissum Seminarium 2002 og blev i 2013 cand.pæd.soc. fra Aarhus Universitet. Som nyuddannet lærer blev han ansat ved Blaakilde Efterskole i Tarm og rykkede året efter til Rydhave Slots Ungdomsskole (Holstebro Kommune). I august 2013 skiftede han til nabokommunen Skive som leder af Vestsalling Skole og Dagtilbud, men vendte i maj 2016 tilbage til Holstebro som skoleleder på Halgård Skole. Peter Fogde Mikkelsen tiltrådte 1. februar som skole- og rådgivningschef i Holstebro Kommune, valgt blandt 11 ansøgere.
Billund-direktør til Kolding
Thomas Reintoft, direktør for Børn og Unge i Billund Kommune, overtager 1. marts stillingen som socialdirektør i Kolding Kommune efter Lars Rasmussen, der fratrådte i august sidste år. Siden da har social- og handicapchef Bettina Brøndsted været konstitueret i stillingen.
Thomas Reintoft, 50 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 1999 og har en lederuddannelse fra professionshøjskolen Metropol i København 2013. Han blev efter sin kandidateksamen fuldmægtig i borgmesterens afdeling i Aarhus Kommune, men rykkede efter små to år til Københavns Kommune som specialkonsulent i økonomiforvaltningen. I 2005 kom Thomas Reintoft til Birkerød Kommune om direktionskonsulent og fusionskoordinator og blev året efter chef for byrådssekretariat og borgerservice. I 2007 skiftede han til Billund Kommune som stabschef med ansvar for byrådssekretariat, personale og it, men rykkede i 2009 til Vejle Kommune som familie- og forebyggelseschef. Og han har siden 2014 været direktør i Billund Kommune.
Ny vicekommunal-direktør i Rudersdal
Thomas Bille, der er afdelingsleder for robotteknologi hos it-konsulenthuset Droids Agency, overtager stillingen som vicekommunaldirektør i Rudersdal efter Birgitte Nystrup Lundgren, der siden 1. december har været Rudersdals kommunaldirektør.
Thomas Bille er 48 år og cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet 2000. Han indledte sin erhvervskarriere i 1998 som fuldmægtig i Kommunernes Landsforenings konsulentvirksomhed for økonomi og ledelse. I 2000 skiftede han til seniorkonsulent i Deloitte Consulting, hvor han året efter blev manager. Og i 2004 blev han projektleder ved Hovedstadens Sygehusfællesskab. Thomas Bille rykkede året efter til Gentofte Kommunes social- og sundhedsforvaltning som afdelingschef, i 2007 vicedirektør og i august 2014 direktør. Herfra kom han i februar 2016 til konsulenthuset Spitze & Co. som parter, var fra april 2019 leder i firmaet Automation i et lille år og er i øjeblikket afdelingsleder hos Droid Agency, der er et it-konsulenthus specialiseret i digital automatisering. Thomas Bille tiltræder 1. marts som vicekommunaldirektør i Rudersdal Kommune.
Furesø henter centerchef i Kalundborg
Furesø Kommune har blandt 39 ansøgere ansat Berit Kjær Petersen, der er sekretariatschef i Kalundborg Kommune, som ny centerchef for økonomi og ressourcer. Hun efterfølger Tine Gram, der har overtaget stillingen som velfærdsdirektør.
Berit Kjær Petersen er 50 år, cand.oecon. fra Aarhus Universitet 1996 og har en lederuddannelse fra University College Sjælland 2017. Hun var 1996-97 fuldmægtig i Arbejdsministeriet og kom herfra til Dansk Arbejdsgiverforening som konsulent på områderne beskæftigelse, uddannelse og integration. I 2007 skiftede hun til Dansk Industri som konsulent på uddannelsesområdet og blev året efter chefkonsulent i Driftsregion Hovedstaden & Sjælland under Arbejdsmarkedsstyrelsen. Med kommunernes overtagelse af den statslige del af jobcentrene rykkede Berit Kjær Petersen til Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland, hvor hun startede med at opbygge et selvstændigt sekretariat og var sekretariatsleder, da hun i februar 2014 rykkede til Kalundborg Kommune som sekretariatschef. Berit Kjær Petersen tiltræder centerchef-stillingen i Furesø Kommune den 1. marts.
Varde henter socialchef i Viborg
Varde Kommune har ansat Kim Ulrik Tranekjær Søgaard, der er leder af handicapområdet i Viborg Kommune, som ny socialchef efter Gitte Eskesen, der fratrådte i september efter ansættelse i stillingen siden 2013.
Kim Ulrik Tranekjær Søgaard er 56 år, handelsuddannet og afsluttede i 2009 en masteruddannelse (MBA). Han var i årene 1990-1996 butiks- og varehuschef i detailhandelen, derefter i et par år salgs-og marketingchef i Hallmark International License og i 1998-2006 salgs- og markedschef ved Søndagsavisen A/S. Efterfølgende var han frem til 2010 selvstændig konsulent med firmaet Tranekjær Business Coaching og blev derpå ansat ved Aarhus Kommune som jobkonsulent, senere afdelingsleder. Det var herfra, at Kim Søgaard i 2014 kom til Viborg Kommune som skoleleder og blev året efter leder af kommunens handicapområde. Kim Søgaard tiltræder 1. marts som Varde Kommunes socialchef. Han bor i Skanderborg.
Faxe får ny chef for børn og undervisning
Henrik Reumert, der er chef for børn og unge i Halsnæs Kommune, overtager stillingen som chef for Center for Børn & Undervisning i Faxe Kommune efter Rikke Westergaard. Hun blev ved årsskiftet chef for Center for Social indsats i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Henrik Reumert, 49 år, er oprindelig uddannet inden for militæret og politiet og har blandt andet været projektleder for minerydning i Somalia og Eritrea. Han var politiassistent ved Rigspolitiet, da han i 2002 skiftede til skoleområdet. Henrik Reumert blev lærer (Københavns Dag- og Aftenseminarium) i 2006 og var derefter lærer i Furesø Kommune. I 2008 blev han pædagogisk leder på Lautrupgårdskolen i Ballerup Kommune og skiftede i 2010 til skoleleder i Gladsaxe Kommune, først på Søborg Skole og godt to år senere på Grønnemose Skole. Herfra kom han i juli 2014 til Glostrup Kommune som skoleleder på Glostrup Skole, kommunens eneste folkeskole, men med fem undervisningssteder. Og siden november 2015 har han været chef for Børn, Unge og Læring (området 0-18-årige) i Halsnæs Kommune. Det er fra den stilling, at Henrik Reumert kommer til Faxe Kommune, valgt blandt 31 ansøgere. Han bor i Brønshøj i Københavns Kommune.
Ny økonomichef på Fanø
Johan Brøndsted, der er budget- og regnskabschef i Varde Kommune, overtager 1. marts stillingen som økonomi-, personale- og regnskabschef i Fanø Kommune. Han efterfølger Peter Møller, der fratrådte ved udgangen af januar efter kun 11 måneder i stillingen for at søge tilbage til Nordjylland.
Johan Brøndsted er 52 år, har HD i regnskab fra Odense Universitet 1993, uddannet registreret revisor fra Tietgenskolen i Odense og har gennemført moduler af lederuddannelsen ved Professionshøjskolen Metropol i København. Johan Brøndsted var 1995-2001 ansat som ledende revisor ved Kommunernes Revisionsafdeling, og han blev derpå økonomichef i Blåvandshuk Kommune. Da Blåvandshuk ved strukturreformen i 2007 indgik i dannelsen af den ny Varde Kommune, blev Johan Brøndsted teamleder i den nye kommunes økonomiafdeling, og siden marts 2016 har han været budget- og regnskabschef.
Ny vej- og ejendomschef i Ringsted
Ringsted Kommune har ansat Ivar Sande, afdelingsleder i Vejdirektoratet, som ny chef for kommunens vej- og ejendomscenter. Han overtager stillingen efter Vibeke Vedel, der ved årsskiftet tiltrådte som teknisk chef for det fælleskommunale Nordsjællands Park & Vej.
Ivar Sande er 57 år, født og opvokset i Vestnorge. Han er akademiingeniør fra Aalborg Universitet 1987, har en diplomuddannelse i ledelse fra professionshøjskolen Metropol i København og en masteruddannelse i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet. Efter ansættelse ved forskellige private firmaer, senest salgs- og markedschef ved Grontmij/Carl Bro, blev Ivar Sande i 2000 driftschef ved Vejen Kommunes tekniske forvaltning, og ved strukturreformen i januar 2007 blev han driftschef og afdelingsingeniør i den nye Vejen Kommune. I august samme år skiftede han til Varde Kommune som plan- og byggechef og rykkede i januar 2015 til Thisted Kommune som direktør for teknik og erhverv. Og siden maj 2016 har han været afdelingsleder for planlægning og myndighed i Vejdirektoratet. Ivar Sande tiltræder 1. marts som chef for Ringsted Kommunes vej- og ejendomscenter.
Aarhus ansætter projektdirektør
Aarhus Kommune har ansat Trine Ribergaard Skammelsen, der er plan- og byggechef i Silkeborg Kommune, som projektdirektør for Vision Kongelunden, der er det største sammenhængende storbynære rekreative område i Danmark.
Trine Ribergaard Skammelsen, 42 år, er civilingeniør i byudvikling og byplanlægning fra Aalborg Universitet i 2004, har en arkitektuddannelse fra Arkitektskolen i Barcelona og er i gang med en lederuddannelse (MBA) på Aarhus Universitet. Efter sin eksamen i Aalborg blev hun projektleder på Erhvervscenter Nordjylland, og i 2006 blev hun partner og administrerende direktør i byplantegnestuen Metopos ApS i Aarhus. Den blev i 2010 overtaget af rådgivningsfirmaet Bascon A/S, også Aarhus, og her blev hun afdelingsleder for byudvikling. Trine Skammelsen blev i juni 2016 chef for bystrategisk stab i Odense Kommunes borgmesterforvaltning, og siden maj 2017 har hun været plan- og byggechef i Silkeborg Kommune. Hun skifter til Aarhus Kommune 1. marts. Og hun bor i øvrigt på Frederiksbjerg, en central bydel i Aarhus.
Odder-direktør til Nordfyn
Nordfyns Kommune har ansat Karsten Poulsen, hidtil direktør for børn, unge og kultur i Odder Kommune, som ny børn- og ungedirektør. Han efterfølger Ejner Jensen, der fratrådte i efteråret.
Karsten Poulsen er 58 år og læreruddannet (Gedved Seminarium 1986), Han har desuden en diplomuddannelse i ledelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet 2000 og afsluttede i 2015 en master i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet. Karsten Poulsen blev i 1986 lærer ved Hedeboskolen i Skagen Kommune, senere viceskoleleder samme sted og var konstitueret skoleleder, da han i 1999 blev leder af Ålbæk Skole, ligeledes i Skagen. I 2001-2002 var han konstitueret skolechef i Skagen Kommune, men rykkede derefter til Aarhus Kommune som skoleleder på Skåde Skole. I 2004 blev Karsten Poulsen skolecenterchef på Lundergårdsskolen i Hjørring Kommune, og efter et år som konstitueret undervisnings- og PPR-chef blev han i 2012 kommunens skole- og dagtilbudschef. Det var herfra, at han i marts 2015 rykkede til Odder Kommune som direktør for børn, uddannelse og kultur. Og i februar i år tiltrådte Karsten Poulsen som børn- og ungedirektør i Nordfyns Kommune. Han bor i Horsens.
/// Runde år
60
Mai-Britt Iversen (S), uddannet tandlæge og medlem af Aalborg Byråd siden 1998, fylder 60 år den 27. februar. Hun har været rådmand for familie- og beskæftigelsesforvaltningen siden 2007.
50
Rameesh Thirugnanasambanther (S), medlem af Nyborg byråd siden 2014, fylder 50 år den 22. februar. Han er bl.a. medlem af skole- og dagtilbudsudvalget, beskæftigelsesudvalget samt sundheds- og forebyggelsesudvalget. Han er uddannet maskinarbejder og har de seneste 15 år arbejdet på landbrugsmaskinfabrikken Kverneland Group i Kerteminde.
Qasir Mirsa (S), førtidspensionist og medlem af Albertslund Kommunalbestyrelse siden 2014, fylder 50 år den 26. februar. Han er 2. viceborgmester og blandt andet medlem af miljø- og byudvalget og af social- og sundhedsudvalget. Qasir Mirza er medlem af afdelingsbestyrelsen for boligforeningen Blokland og fik i 2009 prisen som årets brobygger for sit engagement i beboerdemokrati.
Jesper Greth (V), medlem af Rebild Byråd siden 1. januar 2018, fylder 50 år den 4. marts. Han er medlem af børne- og familiedvalget og af børn- og ungeudvalget samt er formand for Rebild Ungdomsskole. Jesper Greth er uddannet elektroniktekniker og har en master i international ledelse fra Aalborg Universitet. Han har i små fem år været ansat som afdelingsleder ved Energinet.
40
Anne-Mette Ulstrup (DF), medlem af Jammerbugt Kommunalbestyrelse siden 2014, fylder 40 år den 25. februar. Hun er 1. viceborgmester og bl.a. medlem af børne- og familieudvalget og af social- og sundhedsudvalget. Anne-Mette Ulstrup er ansat ved Jammerbugt Kommune som administrativ sagsbehandler på ydelseskontoret i social-, sundheds- og beskæftigelsesforvaltningen.
25
Anne Mette Laugesen (SF), medlem af Skive Byråd siden 1. januar 2018, fylder 25 år den 1. marts. Hun er her bl.a. medlem af børne- og familieudvalget, af sundheds-, social og forebyggelsesudvalget samt af ungeudvalget. Anne Mette Laugesen er kommunikationsmedarbejder (inkl. grafik og marketing) i Salling Bank.
/// Kalender
25. februar
Beskæftigelsestræf 20
KL afholder Beskæftigelsestræf 20 den 25. februar 2020 i ODEON i Odense. Tilmelding senest den 21. februar 2020 på https://tilmeld.kl.dk/bt. Se mere om konferencen på www.kl.dk/bt20.
9. marts
Fremtidens idrætsfaciliteter: Erfaringer og løsninger
IFFD og SDU inviterer i foråret 2020 på en opdagelsesrejse i det store forskningsprojekt, Fremtidens Idrætsfaciliteter. Der er arrangeret 10 klyngemøder fordelt i hele landet. Læs mere og tilmeld dig lige her: https://www.iffd.dk/fremtidens-idraetsfaciliteterarrangement/?eventId=86850.
25. marts
Tidlig indsats og høj kvalitet på dagtilbuds- og det specialiserede område
Randers Kommune afholder Randerskonferencen: Tidlig indsats og høj kvalitet på dagtilbuds- og det specialiserede område for børn under skolealderen og deres familier den 25. marts 2020 kl. 8.30-16 på Værket, Sven Dalgaards Pl.1 i, 8900 Randers. Tilmeldingsfrist på randerskonference@randers.dk den 13. marts. Læs mere om konference på www.randerskonference.dk.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-4-side-44-48.pdf