Ny viden
tekst Mads Brandsen
Nyt katalog med forebyggende indsatser
Inspiration /// Mange kommuner arbejder med en tidligere forebyggende indsats for udsatte børn og unge. Det handler om at sætte ind, så snart et barn eller en ung udviser tegn på mistrivsel. Det kan forhindre, at udfordringerne vokser og måske ender med en anbringelse. Men hvordan gør man så bedst det i praksis? Det skal et nyt inspirationskatalog fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – VIVE – give svaret på. Kataloget, der er udarbejdet på opdrag fra Socialstyrelsen i forlængelse af en evaluering fra VIVE, beskriver otte konkrete tiltag – to på myndighedsområdet, to på almenområdet, to på udførerområdet og to eksempler på tværfagligt samarbejde og koordinering. Eksemplerne bygger på 18 kommuners erfaringer. •
Reform har skabt ulighed
Beskæftigelse /// Kommunerne plukker de lavest hængende frugter, mens tunge ledige får lov til at hænge i suppedasen. Sådan lyder dommen over kommunernes beskæftigelsesindsats fra en række forskere fra VIVE, efter at den daværende regering i 2016 gennemførte en trappemodel, der ændrede udgifterne. Studiet viser, at to tredjedele af kommunerne har reorganiseret jobcentrene og samtidig opstillet business cases for, hvordan ressourcerne bedst disponeres. Det er i det skifte, at reformen har gavnet de stærkeste ledige – dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, der formodes at være tættest på arbejdsmarkedet – mens effekten for udsatte grupper som langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere langt fra arbejdsmarkedet har været negativ. • ruh
Skolepatruljer virker: Farten sættes ned
Effekt /// Der er kommet to nyheder ud af en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring har udarbejdet blandt bilister. Først den knapt så gode: 18 procent af bilisterne erkender, at de i løbet af de sidste tre måneder har kørt for stærkt på en skolevej mindst en gang. Den gode nyhed er til gengæld, at 77 procent af dem svarer, at de altid sænker hastigheden, når de møder en af landets 20.000 skolepatruljer. Tidligere på året sigtede politiet over 3.300 bilister for at køre for stærkt på en skolevej. •
Offentligt ansatte føler sig mest pressede
Belastning /// 62 procent af de ansatte i den offentlige sektor svarer i en spørgeskemaundersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Fagbevægelsens Hovedorganisation, at deres arbejde er kendetegnet ved et højt arbejdspres. Til sammenligning er det 57 procent af de privatansatte, der oplever et højt pres. 55 procent af de offentligt ansatte svarer desuden, at de oplever deres arbejde som psykisk eller fysisk belastende, hvilket ifølge 33 procent er en barriere for, at de bliver i jobbet til pensionsalderen De offentligt ansatte er også den gruppe, der ser mest pessimistisk på fremtiden. 57 procent svarer, at de forventer et øget pres de næste fem år, mens kun fire procent forventer, at presset tager af. •
30-39-årige sakker bagud
Skævt /// Selv om beskæftigelsen har sat rekord, sakker de 30-39-årige bagud, når man ser på fremgangen i beskæftigelsesfrekvensen. Det skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse. Noget af forklaringen er, at flere unge i dag er under uddannelse, men det kan også spille ind, at flere ældre bliver på arbejdsmarkedet, hvor der derfor ikke opstår jobåbninger til unge. Men også sammensætningen af befolkningen har ændret sig. Der er under det økonomiske opsving blevet markant færre 35-39-årige med dansk herkomst, der er i beskæftigelse – mens der er blevet flere indvandrere og efterkommere i aldersgruppen, som ikke er på arbejdsmarkedet. •
Rekordfå bliver mor som teenager
Unge mødre /// Kun 409 15-19-årige piger blev mor i 2018 i Danmark. Det er rekordfå, når man sammenligner med de historiske tal, der går tilbage til 1973, hvor 4.708 piger blev mødre inden de fyldte 20. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som afslører, at der er store kommunale forskelle. Relativt har flest teenagere de seneste ti år fået børn i kommunerne Lolland, Morsø og Bornholm, mens teenagegraviditeter ikke ses på Frederiksberg, i Dragør og i Albertslund. Blandt de teenagepiger, der bliver mødre, er er der en tendens til, at de bliver ældre. 59 procent af dem var således fyldt 19 år i 2018. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-4-side-29.pdf