
De andre partier vil presse overborgmester til at forkaste ny styreform
tekst Frederik Overby Vinding
Partierne uden om Socialdemokratiet i Københavns Kommune vil pålægge den socialdemokratiske overborgmester i København, Frank Jensen, til at meddele regeringen, at der ikke ønskes en ny styreform i Københavns Kommune
Det er Enhedslisten, Alternativet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, DF og LA, der er gået sammen om forslaget efter det kom frem, at regeringen i sit udspil til en ny udligningsreform lukkede op for, at en ændring af styreformen i København, Aarhus, Odense og Aalborg, der alle har, hvad man kalder et mellemformstyre, hvor man har fagborgmestre eller rådmænd som chefer for de forskellige fagområder.
Udspillet lægger op til, at fagborgmestrene og rådmændene ikke længere skal lede hver deres forvaltning, men i stedet indgå i en fælles ledelse.
Det har vakt harme hos partierne i København, der har knap tre fjerdedele af mandaterne i borgerrepræsentationen. De mener ikke, at hele den kommunale forvaltning og administrationen af kommunens samlede budget skal samles alene under overborgmesteren
– Vi synes, at det vil blive for stor en administrativ og bureaukratisk mastodont, hvis alle ansatte fra de syv forvaltninger skal under en person, siger Jakob Næsager, gruppeformand og politisk leder for de Konservative i København.
– Det er en uhensigtsmæssig magtkoncentration. I konservative synes vi, at det er usundt, hvis magten centraliseres, og vi frygter mere bureaukrati, mindre gennemsigtighed og mindre borgerinddragelse, uddyber han.
Frygter magtkoncentration
Over for Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard tidligere udtalt, at hun ville miste al indflydelse, hvis man lavede ændringen.
– Det betyder reelt, at jeg vil referere til Frank Jensen, og at min forvaltning hører under hans økonomiforvaltning. Det gør mig dybest set arbejdsløs, sagde hun.
Københavns Kommune har over 40.000 ansatte og et budget på omkring 50 milliarder kroner. frov@kl.dk