Wammen beklager spin-angreb på Venstre: Det er ikke acceptabelt
tekst Mads Brandsen
Finansminister Nicolai Wammen (S) beklager nu den mail om planlagte spin-angreb på Venstre, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af ved en fejl.
Af mailen fremgår det, at en særlig rådgiver i Finansministeriet skal finde "historier på Venstre" og at en pressemedarbejder i Socialdemokratiet har ansvaret for "angreb fra Christian og Jesper" (Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen og politisk ordfører Jesper Petersen, red.).
Beklagelsen fra Nicolai Wammen sker i en mail til de partier, der fortsat deltager i forhandlingerne om en reform af den kommunale udlægning – hvilket vil sige alle partier minus De Konservative og Liberal Alliance.
Det skriver DR, der er i besiddelse af mailen.
– Det er regeringens opgave at sørge for et godt forhandlingsklima, og det har den pågældende mail på ingen måde bidraget til. Jeg lægger afgørende vægt på, at vi har et konstruktivt og fortroligt forhandlingsforum, og jeg håber, vi nu kan se fremad i de fortsatte forhandlinger om denne vigtige opgave for kommunerne og vores velfærd i Danmark, skriver Nicolai Wammen blandt andet i mailen.
Tidligere mandag gjorde politisk ordfører Sophie Løhde (V) det klart, at Venstre stadig ser sig selv som en del af forhandlingerne.
– Venstre melder sig ikke ud af nogen forhandlinger. Tværtimod bider Venstre sig fast i forhandlingsbordet. Det gør vi, fordi en udligningsreform er for vigtig til at overlade til andre, sagde hun. mdbr@kl.dk