Aktuelt
tekst Rudi Holm
Hjælper naturen med affaldspakker
En tang, en rulle affaldssække, en refleksvest og et par handsker. Det kunne lyde som en scene fra en Olsen Banden-film, men er lidt mere virkelighedsnært og realistisk. Det er nemlig den pakke, Frederikssund Kommune udleverer, hvis borgere på eget initiativ ønsker at samle skrald i naturen. Ifølge projektleder Michael Strange fra kommunens vej- og parkafdeling ønsker kommunen at støtte et frivilligt initiativ, som mange mennesker allerede har taget. Siden foråret er der ifølge TV 2 Lorry udleveret 300 affaldspakker til borgere i kommunen.
En pæl i stien
Det er ikke kun medvind, der kan opleves på kommunale cykelstier. For eksempel fik en ekstern entreprenør i Esbjerg Kommune den idé at placere lygtepæle midt på en nyanlagt supercykelsti, som forbinder den østlige del af byen med midtbyen. En borger Kevin Lund gjorde opmærksom på problemet med et billede i Facebook-gruppen Info fra borger til borger i Esbjerg By, og det fik straks kommunens vej- og parkafdeling til at reagere. De to fejlplacerede lygtepæle blev fjernet fra cykelstierne og stod kun i vejen i nogle få dage for de overraskede cyklister. Der har angiveligt ikke været meldinger om tilskadekomne cyklister på grund af lygtepælene. Ifølge kommunen havde entreprenøren placeret lygtepælene 30 cm fra yderste kantsten og ikke 30 centimeter fra fortovets kantsten, som det ellers er praksis.
1793
indbyggere blev der ved årsskiftet registreret i landets mindste kommune Læsø. Det er 11 personer færre i forhold til i fjor.
Lån elcykler af kommunen
Der bliver færre og færre undskyldninger for at springe landeveje og bilkøer over for i stedet at tage en tur på cykelstien på arbejde. I hvert fald hvis man bor i Roskilde. Kommunen igangsætter nemlig en ordning, hvor 15 elcykler kan lånes ud til borgere, der skal leve op til i alt fire kriterier for at komme i betragtning til en gratis elcykel i tre måneder. De skal således have bopæl i Roskilde Kommune, have mindst fem kilometer til og fra arbejde eller uddannelse, dokumentere, at de bruger bilen som primært transportmiddel, og have en indboforsikring, der dækker elcyklen. De 15 elcykler bliver udlånt i tre perioder i 2020: fra marts til maj, juni til august og september til november.
Brodrømmen kollapsede
Et stort anlagt supercykelstiprojekt over banelegemet ved Esbjerg Banegård er kommet i økonomisk modvind og har måttet skrottes. Det koster rådgivningsvirksomheden COWI en kompensation på 2,4 millioner kroner til Esbjerg Kommune. Projektet er blevet skrinlagt som følge af den store afvigelse mellem de faktiske anlægsomkostninger og det fremlagte budget. COWI var som kommunens rådgiver ansvarlig for udarbejdelsen af budgettet. Ifølge COWI blev der begået flere fejl i den indledende projektering af den foreslåede broløsning, og det er firmaets forklaring på den økonomiske kompensation. I Esbjerg Kommune har man ikke opgivet håbet om en broløsning over skinnerne, blot vil man forsøge at finde en alternativ rute.
Kunstner skal peppe bryllupper op
Det er så yndigt at følges ad – også i Aarhus Kommune. Alligevel vil kommunen nu gøre sit vielsesritual mere moderne. Rådmand for kultur og borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) har sendt en prøvepil ud for at få sine medborgere i byen til at pege på en Aarhus-kunstner, som kan forfatte et nyt vielsesritual. Der er ikke nogen krav til, om kunstneren skal være digter, musiker, forfatter eller beskæftige sig med anden form for kunst. Eneste krav er, at kunstneren skal komme fra Aarhus. I dag benytter giftefogederne i Aarhus sig af et ritual, som er skrevet af embedsmænd. Det nye vielsesritual forventes at blive taget i brug senere på året.
Akut forebyggelse
Færre indlæggelser og hurtigere rekreation ovenpå et sygehusbesøg. Det er den erfaring, Horsens Kommune har gjort sig, siden kommunen i april 2018 etablerede et akutteam på 10 sygeplejersker til at tage sig af ældre og svage borgere. Ifølge kommunen har teamet skabt mere tryghed blandt borgerne. Akutteamet blev oprettet, fordi der er kommet flere ældre patienter, og fordi borgere hurtigere udskrives fra sygehuse end tidligere. Sygeplejerskerne i akutteamet har særlige kompetencer, som blandt andet hjemmesygeplejen ikke har, da de alle har været på akutuddannelse. Forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser er akutteamets kerneopgave, og i den forbindelse arbejdes der tæt sammen med sygehus, ansatte i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen samt de praktiserende læger. Og ifølge daglig leder af sygekoordinationen og akutteamet, Vigga Ravnkilde, forsøger teamet at skabe så smidige forløb som muligt for de svage borgere.
Horsensianerne skal ud af lænestolen
Flere voksne skal dyrke idræt. Det er målet i en ny tilskudsmodel til idrætsforeningerne i Horsens Kommune. Modellen er skabt af en årlig pulje på en million kroner frem til 2024. Halvdelen af puljen afsættes til at give foreningerne et lokaletilskud for de første 10 procent voksne medlemmer, og den anden halvdel gives til, at foreningerne kan få 500 kroner for hvert nyt nettomedlem, der dog ikke nødvendigvis behøver være voksne medlemmer. Samtidig vil kommunen ikke længere ”straffe” idrætsforeningerne for at få flere over 25 år på medlemslisten. Kommunen har i en aftale sat et mål om, at 5000 flere indenfor en årrække skal være foreningsaktive.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-03-side-34-35.pdf