
Lokalliste nedlægger sig selv
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Allan Busk (L) og partikammeraterne har besluttet sig for at nedlægge partiet Den Sociale Fællesliste, der ved kommunalvalget i 2017 sikrede sig fire ud af 25 pladser i Rebild Byråd. Allan Busk har besluttet, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg.
– Arbejdsbyrden ved at have sit eget parti er stor - rigtig stor. Ved siden af er jeg formand for 3F i Aalborg, og lige nu bruger jeg alt min fritid på partiet. Det er sgu da ikke sjovt at nedlægge partiet, det er mit hjertebarn. Men jeg er nødt til at tænke på mig selv og min familie, siger Allan Busk til TV2 Nord.
Sammen med Lars Hørsman stiftede han kort før kommunalvalget i 2013 i partiet Den Sociale Fællesliste. Allan Busk blev valgt ind sammen med to partifæller, og Allan Busk sad i perioden som viceborgmester i Rebild Kommune. I denne byrådsperiode er Allan Busk formand for arbejdsmarkedsudvalget.
Ved sidste kommunalvalg fik Allan Busk 1.776 stemmer, og mere end halvdelen af vælgerne i hans hjemby Terndrup stemte på ham. På grund af den store vælgeropbakning til Allan Busk har partiet nu vurderet, at de uden ham som frontfigur vil have svært ved at eksistere fremover.
Byrådsmedlemmerne fra Den Sociale Fællesliste fortsætter byrådsarbejdet, men fra forskellige hjørner af det politiske spektrum. Rasmus Rask har valgt at slutte sig til Socialdemokratiet, mens Maybritt Toft Pedersen og Allan Busk fortsætter som løsgængere. Lars Hørsman vil tilslutte sig et parti på venstrefløjen, men han afventer endelig godkendelse fra hovedbestyrelsen i partiet, før han kan melde nærmere ud om, hvilket parti det drejer sig om. masp@kl.dk