
Venstre i Gribskov vælger ny spidskandidat efter kampvalg
tekst Mads Brandsen
Byrådsmedlem Bent Hansen fik sig en tidlig fødselsdagsgave, da han onsdag aften blev valgt som Venstres spidskandidat i Gribskov ved valget næste år.
Bent Hansen, der fylder 58 år torsdag, har siddet i byrådet siden 2018 og overtager posten som Venstres politiske leder i kommunen efter Kim Valentin, der tabte borgmesterposten ved valget i 2017 til Nyt Gribskovs Anders Gerner Frost.
Helt til det sidste var der spænding om valget, da der var hele fire kandidater opstillet. Men hverken Peter Agerbo, byrådsmedlem Natasha Stenbo Enetoft eller tidligere byrådsmedlem Michael Bruun kunne slå Bent Hansen, der i tredje og afgørende afstemningsrunde fik 72 ud af 118 stemmer.
Bent Hansen er uddannet landbrugsmaskinmekaniker, maskinkonstruktør og merkonom i markedsføring. Han er selvstændig erhvervsdrivende og har i en årrække været engageret i skolebestyrelsesarbejde og som formand for en lokal svømmeklub.
Venstre blev ved sidste kommunalvalg det suverænt største parti i Gribskov med 25,9 procent af stemmerne, hvilket var en tilbagegang på 13,2 procent. Men da Nyt Gribskov gik sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten, kunne partiet tælle til de nødvendige 12 ud af 23 mandater i byrådet. mbdr@kl.dk