
KL: Kommunerne skal have tillid til deres banker
tekst Frederik Overby Vinding
KL mener ikke, at det er forkert, at kommunerne skal sikre, at der er tillid til den bank, der står for kommunens bankforretning, lyder det fra Jacob Bundsgaard, formand for KL.
Ifølge Jacob Bundsgaard behøver man ikke tillægge kommunerne politiske motiver for at forklare kommunernes ønske om god etik og ordentlighed i banksektoren. Han påpeger, at tilliden til bankerne har været sat på prøve med hvidvasksagerne.
– Hvis tilliden skal tilbage, kræver det ganske enkelt, at sektoren tager ansvar, og viser danskerne, at de forstår kritikken og påtager sig et samfundsansvar. Det er både i kommunernes, borgernes og bankernes interesse. Det er jo helt åbenlyst, at borgerne skal kunne have tillid til, at de banker, kommunerne bruger, har det moralske kompas i orden, siger han i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer på baggrund af en leder i Berlingske, hvor redaktør Simon Bendtsen rådede kommunerne til at blande sig uden om bankernes forretning.
– Det er nemt at pudse glorien og tage afstand fra hvidvaskskandaler og andre problematiske sager i en udskældt finanssektor. Men noget kunne tyde på, at kommunerne er gået for vidt i deres iver efter at vise politisk handlekraft oven på finansskandaler, skrev Simon Bendtsen i lederen.
Det gjorde han, fordi Gladsaxe Kommune havde fejlet i udbud, hvor de havde brugt Bankrådets anbefalinger. Bankrådet blev nedsat af KL efter Hvidvaskningsskandalen.
Bankrådets arbejde har blandet andet bestået i at lave otte governanceprincipper om kommunernes forventninger til deres bank og en rapport med anbefalinger om værktøjer til kommunernes bankkontrakter. frov@kl.dk