
Hvert tredje stykke plastaffald i naturen er cigaretskod
tekst Mads Brandsen
57.000 danske skole- og gymnasieelever har gennemført verdens første nationale kortlægning af plastforurening i naturen. Resultatet viser, at forureningen er omfattende.
Kun i to procent af de i alt 3.548 områder i 92 kommuner, der har været med i Masseeksperiment 2019, som det kaldes, er der ikke fundet plastaffald. I alt har eleverne indsamlet 374.082 stykker plastaffald i naturen – heriblandt hele 112.000 cigaretskod. Dermed indtager cigaretskod en førsteplads foran chipsposer og slikpapir.
Det oplyser det nationale naturfagscenter, Astra, der står bag eksperimentet, i en pressemeddelelse.
– Cigaretfiltrene, som faktisk består af plast, er et problem, fordi filtrene indeholder tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer, som kan være skadelige for dyr, planter og miljø, og det tager år, før filtrene er væk. Alligevel smider folk rask væk skod og anden engangsplast ud i naturen, formentlig fordi produkterne ikke har nogen værdi for os, siger Kristian Syberg, lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet og talsmand for det danske center for forskning i marin plastforuening, MarinePlastic.
Det meste af plastaffaldet er fundet i grøftekanter, efterfulgt af markveje, vandløb og søer, strande, parker, klitter og skove.
Eleverne har udført kortlægningen som en del af naturfagsundervisningen, hvor de har fået kompetencer til at forholde sig til plastforureningen og konsekvenserne for miljøet.
– Endnu engang viser eleverne, at de er dygtige til at bruge den naturvidenskabelige arbejdsmetode. De har været stærkt engagerede i arbejdet, fordi deres data er efterspurgt af forskere i den virkelige verden. De oplever, hvordan de med naturvidenskabelige metoder kan indsamle data, som kan være med til at påvirke udviklingen i samfundet, og det er netop Astras formål med masseeksperimentet, siger projektleder for masseeksperimentet, Lene Christensen.
Resultaterne bliver nu publiceret i internationale videnskabelige tidsskrifter og fremlagt på en international konference i Dublin i maj, ligesom de bliver registreret i Marine Litter Watch, en database udviklet af Det Europæiske Miljøagentur. mdbr@kl.dk