
Socialdemokrater har fundet gruppeformand efter interne stridigheder: Han er tredje i rækken på kort tid
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Først trak Søren Heide Lambertsen stikket som gruppeformand for socialdemokraterne i Esbjerg. Så blev næstformanden Connie Geissler forfremmet til formand. Men efter blot en uges tid på posten valgte hun i slutningen af sidste år at stoppe. Nu har partiet så valgt en permanent løsning i form af Jørgen Ahlquist, der blev konstitueret gruppeformand, da Connie Giessler trak sig. Det skriver JydskeVestkysten.
Til Ugeavisen Ribe forklarer Jørgen Ahlquist, at han nu skal arbejde videre med at skabe ro i byrådsgruppen efter længere tids trakasserier.
– Vi har fået skabt fundamentet for ro, men der vil selvfølgelig opstå uenigheder hen ad vejen, for sådan er det jo i politik. Den kamp, der er kørt i to år, har været så opslidende, at vi nu har brug for at kigge fremad. Vi har et nyt projekt klar, og jeg er sikker på, at vi går den rigtige vej, for den måned, jeg har været konstitueret, har været en god oplevelse, siger han efter han enstemmigt og uden modkandidater blev valgt som gruppeformand.
Den nye gruppeformand har 22 års erfaring fra lokalpolitik. Først som SF'er i Ribe Kommune fra 1998 til 2005. Siden som SF'er i Esbjeg Kommune frem til 2014, hvor han startede byrådsperioden som socialdemokrat.
Har ikke plads i vigtigt udvalg
Jørgen Ahlquist er allerede rendt ind i den første meget håndgribelige udfordring. Han har nemlig ikke en af partiets tre pladser i økonomiudvalget, som er det mest centrale udvalg. Og ingen af hans tre byrådskolleger har lyst til at afgive deres plads, så den nye gruppeformand kan blive en del af det løbende arbejde i kommunens politiske maskinrum.
Det problem har socialdemokraterne dog også fundet en form for løsning på. Den nye gruppeformand har nemlig aftalt med de tre medlemmer af økonomiudvalget, at de holder flere ugentlige møder, så han kan holde sig opdateret på, hvad der sker i udvalget. jki@kl.dk